Udenfor er det nat, indenfor er der tyst. Kun laptoppens skærm lyser op i soveværelset, hvor følelserne er ligeså blå og blide som de ord og toner, der langsomt bliver til.
Sådan er Mikael Simpsons tre forudgående soloudspil blevet til, hvis man ellers skal tro de talrige interview, lydmesteren fra Nørrebro har givet igennem de seneste seks år.
Men Simpsons pendant til den gamle romantiske fortælling om den ensomme kunstner på kvistværelset er ikke længere gangbar. I arbejdet med »Slaar skaar« har han nemlig bevæget ud af lejligheden og ned i studiet, hvor han har indspillet størstedelen af sine nye numre med gavmilde bidrag fra andre musikere.
Kompetencer som Asger Baden, Anders Trentemøller og Fritjof Toksvig har således lagt klange på mange af lydsporene, som dog stadig er umiskendeligt Simpson’ske med deres sømløse sammenføjning af sensibel singer-songwriting, blødt rullende pulsslag og en sårbar stemme helt tæt på mikrofonens gitternet.
Vel er der en ny smidig band-fornemmelse i spil i numre som »Det var en lørdag aften«, »Inden du falder i søvn« og »Et stød mod grund«, men det er i bund og grund de samme mørkrandede og fortættede stemninger, som gjorde sig gældende på Simpsons forudgående udspil. Og var han filminstruktør, ville man uden videre kalde ham auteur, for han har som en Franois Truffaut, en Wim Wenders eller en Michel Gondry sin helt egen kunstneriske signatur.
Sengen uden søvn
På »Slaar skaar« betages man derfor endnu engang af, hvordan hans myge melodier hele tiden iklædes det helt rigtige arrangement og af, hvordan han forstår at økonomisere med sine virkemidler. En forsølvet guitarlinje, et blåt horn, et blødt tangentstykke eller et kimende klokkespil, der altid toner frem, når nummeret har brug for det – og forsvinder igen med samme selvfølgelighed.
Det er ganske enkelt en oplevelse at lægge øre til, og det samme er de relativt få, men omhyggeligt formulerede linjer, han gentager igen og igen som en art poetiske mantraer. Og der er en sårbar enkelhed og en rørende alvor over sætningerne, som indimellem giver mindelser om mesterdigteren Morten Nielsen. »Den sarte sitren sænker sig i sengen uden søvn«, lyder det i en af passagerne i Nielsens tone, og som citatet også antyder, så løber der en strøm af rastløshed, mørke og melankoli under Simpsons sangskrivning.
»Du kan lige saa godt bare male natten hvid/det er spild af tid«, synger han et sted, og i sidste ende er det som om alle 11 jeg/du-sange kredser om håbløsheden og om sjælens ubodelige ensomhed.
Derfor er der også noget helt rigtigt og såre smukt ved, at »Slaar skaar« gør sig bedst, når man lytter til den alene. På gaden. I bevægelse. Ved nattetid. Med høretelefonerne på. Blandt andre mennesker. Og alligevel alene.
Sjældent har ensomhed lydt smukkere.
Tak.
