København er blevet en mere tryg by

Trygheden blandt københavnerne er nu på samme niveau, som før bandekrigen eskalerede. Men bandekrigen er ikke slut, advarer politiet.

København er blevet en meget tryggere hovedstad det seneste år. Her fester tusinder af mennesker på Knippelsbro i weekenden til et to-minutters rave. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nikolai Linares

København er blevet en meget tryggere hovedstad det seneste år. Otte ud af ti københavnere i byens udsatte boligområder føler i dag, at hverdagen er mere tryg. Det er en stigning på godt 20 pct. siden en tilsvarende måling for et år siden.

Dermed er københavnernes tryghedsfølelse tilbage på niveauet, fra før bandekrigen eskalerede.

Skyderierne i forbindelse med bandekrigen er en væsentlig faktor for, om københavnerne føler sig trygge eller ej. De seneste måneder har været stille, og det øger trygheden, mener integrationsborgmester Klaus Bondam (R), der er ansvarlig for målingen.

BILLEDSERIE: Se København give den gas til Distortion

»Der er et stort fokus på tryghed og en stor samarbejdsvilje fra alle sider på Københavns Rådhus for at gøre København til en mere sikker by. Men trygheden er en skrøbelig størrelse. Der skal ikke mere end ét skud til, så kan trygheden vende til utryghed igen,« siger han.

Målingen, som Catinét har foretaget blandt 2.149 københavnere for Københavns Kommune viser, at andelen af trygge borgere i de udsatte områder er steget fra 67 pct. til 81 pct. på bare ét år.

Politidirektør Johan Reimann fra Københavns Politi vil da heller ikke erklære bandekrigen for slut.

»Det tror jeg ikke, den er. Vi har lagt låget på gryden, men gryden er stadig på blusset,« siger han til Berlingske Tidende og uddyber:

»Der har været den meget glædelige udvikling, at de skyderier, vi havde, er aftaget markant. De strategier, vi har lagt med bl.a. forebyggende arbejde og efterforskning med en række fængslinger, har vist sig at virke. Men københavnerne skal stadig passe på,« siger Johan Reimann.

DIN MENING: Er DU tryg i København?

Også overborgmester Frank Jensen (S) glæder sig over et tryggere København.

»Vi skal glæde os over det, men vi skal ikke hvile på laurbærrene. Der er ting, der gør, at bandekrigen hurtigt kan blusse op igen,« siger Frank Jensen.

Tryghedsmålingen er en del af Københavns Kommunes integrationsbarometer, der tager temperaturen på integrationen i København inden for en række udvalgte områder.

Københavns Kommune har sat massivt ind mod bandekrigen, siden overborgmester Frank Jensen overtog posten fra Ritt Bjerregaard.

Kommunen har blandt andet ansat Københavns Politis tidligere chefpolitidirektør Per Larsen som særlig rådgiver inden for bandekriminalitet.