I dag begynder filmfestivalen i Cannes, og at netop denne festival er verdens vigtigste er stadig hævet over enhver tvivl, selv om den hvert år får konkurrence fra nye festivaler og andre byer.
Men er den filmkunst som præsenteres her stadig vigtig for verden? Da Berlingske Tidende i sidste måned talte med den amerikanske filmskaber Paul Schrader, var han stærkt pessimistisk.
»Filmkunsten er død!« erklærede han ganske enkelt. Biografmørkets magi er væk, og publikum er overanstrengte med visuel information.
I dag er det vigtigste spørgsmål for nye filmskabere ikke længere, hvad deres film skal handle om, sagde Schrader, men i hvilket medie de skal udsende deres værk. Biograffilm, blueray, computerspil, You Tube eller sågar mobiltelefon?
Når man studerer årets program, er det næsten som om, festival- ledelsen i Cannes har overhørt Paul Schraders dom over filmmediet, og har sat alle sejl til for at bevise, at han og andre dommedagsprofeter har uret.
Man skal nemlig langt tilbage i den sydfranske festival-historie for at se et større opbud af mesterinstruktører, hvoraf en snes skal slås om Den Gyldne Palme.
Dette er ikke filmskabere, der udsender deres værker på mobiltelefon. Dette er de solidt kanoniserede som den 86-årige instruktør Alain Resnais, der slog igennem sammen med andre franske nybølgeinstruktører som Truffaut og Godard allerede i 1950erne.
Det er instruktører som Lars von Trier, der med rette kan tillægge sig »auteur«-titlen som kompromisløse, uforudsigelige kunstnere. Og det er stilskabere som Quentin Tarantino, hvis filmsprog man kan genkende allerede i de første sekunder af deres film.
Mens Cannes-festivalens lillebror i Berlin bryster sig af at være platform for den debatskabende, politiske film, er Cannes stedet, hvor troen på filmens visuelle magi genskabes, og hvor publikum berøres af farver og følelser for fuld biograf-udblæsning.
Trier er tilbage
Cannes-festivalen er stedet, hvor instruktørnavne fødes og stiger til vejrs – og for nogle enkelte uheldige – skydes hjælpeløse ned af verdens hårdeste kritikerkorps.
Cannes skjuler ikke, at den har sine yndlingsbørn, og da festivalens daværende direktør Gilles Jacob i 1984 blev imponeret af den unge fremadstormende filmaristokrat Lars von Trier og satte »Forbrydelsens Element« i hovedkonkurrencen, blev det indledningen til et langt, men ikke altid fredsommeligt venskab mellem instruktøren og festivalen.
I år bliver von Triers gyserfilm »Antichrist« nævnt som en af de første, når verdens filmjournalister skal beskrive 2009 som et festival-år, der er tæt befolket med store kunstnere foran og bag ved kameraet.
Kun få danskere har i skrivende stund set filmen, og de har alle skrevet under på ikke at afsløre filmens detaljer, før resten af verden får lejlighed til at se med til pressepremiere i festivalpalæet søndag klokken 19. Ingen af dem er dog i stand til at skjule, at der er tale om en grænseoverskridende film fra von Triers hånd.
»Antichrist« er en Lars von Trier-film, der formmæssigt ser tilbage på de tidlige, spektakulære titler i hans ouevre og skyr det folkekomedieagtige som instruktøren kom faretruende tæt på med »Direktøren for det hele«. Det er med andre ord en film, der vil dele kritikerne mellem dem, der forguder hvert et billede, og dem der ikke med sikkerhed ved om von Trier driver ironisk spas med dem. Måske har begge lejre ret, men det vil vise sig om få dage.
Næstefter den danske Cannes-darling må Michael Haneke være den instruktør, der kommer tættest på at høste mest omtale inden slaget om Guldpalmen. Hans film har en uhyre stærk »talkability«-faktor, idet de rummer stærke scener som publikum med gysende iver har lyst til at fortælle andre om, når de forlader biografsalen.
I Cannes deltager han med den tysksprogede »Das Weisse Band«, der handler om det tyske skolesystem anno 1913. Det var dette system der fostrede nazismen, og Haneke undersøger dets rituelle afstrafningsmetoder. Der er med andre ord næppe tale om, at Haneke vil overraske med en feel-good film.
Legendariske Woodstock
De indfølte, psykologisk komplekse film som den spanske instruktør Pedro Almodóvar gennem tiden har sat navn på, har gjort ham bredt populær i Danmark.
»Los Abrazos Rotos« handler om et skæbnesvangert trekantsforhold, og alene det faktum, at den sødmefulde Penélope Cruz er på rollelisten, bør sikre publikum- og pressekaos, når Almodóvar og Co. skridter op ad den røde løber.
Ang Lee er efterhånden næsten lige så kendt i Danmark som Almodóvar efter sit store gennembrud med de flot svungne »Spring Drage, Tiger i Skjul« og »Brokeback Mountain«. I Cannes deltager han med en filmatisering af Elliot Tibers memoirer med titlen »Taking Woodstock: A true story of a riot, concert, and a life«.
Tibers navn vil i den kommende tid blive googlet tusindvis af gange, men det drejer sig altså om manden, der fik den nu legendariske rockfestival i Woodstock op at stå i 1969.
Voldsorgier
De fleste biografgængere kan mindst et citat eller to fra Quentin Tarantinos film, og filmnørder kan konkurrere om at spotte filmreferencer til den brogede skat af gangster- hævn og biljagtsfilm, som denne instruktør elsker.
Og publikummet i Cannes elsker Tarantino, fordi hans film er et velkomment action-afbræk i rækken af lavmælte arthouse-film. Hans Anden Verdenskrigs-film »Inglourious Basterds« med Brad Pitt, har Tarantino kaldt et forsøg på at parre en spaghetti-western med en krigsfilm. Arbejdstitlen »Once Upon a Time in Nazi-Occupied France« siger vist det hele, og filmen skal man næppe gå efter i sømmene for historisk nøjagtighed.
Den handler om en gruppe amerikansk-jødiske elitesoldater, der spreder skræk, rædsel og cinematisk vold bag fjendens linjer. Nogle har svært ved at fordøje hans drøje cocktail, men som Tarantino sagde om sin egen tidligere »Kill Bill«: »Javist, det er en voldelig film, men det er en Tarantino-film, og du går ikke til en Metallica-koncert og beder dem skrue ned«.
Mere af samme slags er der i Hong Kong-instruktøren Johnnie Tos »Vengeance« (Hævn), der har den franske flødebolle-rocker Johnny Halliday i hovedrollen. Han spiller en gangster, der mistænkes for at være stikker og overlever et mordforsøg – og så er filmen klar til at leve op til sin titel.
Johnnie To har en lang historie som instruktør, der er forbundet med Hong Kongs hårdtpumpede filmindustri, som i disse år får konkurrence fra andre asiatiske lande som Korea, Thailand og Filippinerne.
Sidstnævnte land har tre instruktører i Cannes, blandt andre Brillante Mendoza, der sidste år bidrog til Cannes’ hovedkonkurrence med en stenhård skildring af forkrøblede eksistenser i og omkring en pornobiograf i Manila.
Den film fik ikke mange venner, men ikke desto mindre er Mendoza allerede i år med igen med filmen »Kinatay« der handler om fattigdom og lejemord. Park Chan-wook fra Sydkorea er hoppet på den aktuelle bølge af vampyrfilm med »Thirst«, men mon ikke han drejer sin film væk fra den romantiserede skabelon, der efterhånden præger netop den genre.
Park Chan-wook har i hvert fald tidligere vist, at han kan servere filmiske mavepustere i film som for eksempel manga-filmatiseringen »Oldboy«, hvor hovedpersonen fortærer en levende blæksprutte, så fangarmene stritter i alle retninger.
Kvindemagt
Men årets Cannes-festival er ikke druknet i maskuline voldsorgier.
Hovedkonkurrencen sætter nemlig en ny rekord med hele tre kvindelige instruktører på programmet. Jane Campion er den eneste kvinde, der har hjemtaget Guldpalmen for den glødende lovestory »The Piano« fra 1993, og i år er det atter den erotiske betagelse, der er emnet i »Bright Star«. Filmen handler om digteren John Keats’ forelskelse i sin muse Fanny Brawne.
Den spanske instruktør Isabel Coixet er taget til Tokyo for at lave »Map of the sounds of Tokyo«, som handler om en ung japansk kvinde, der indimellem tager et job som lejemorder – hvilket tilsyneladende er et af årets Cannes-temaer.
Engelske Andrea Arnolds sidste spillefilm »Red Road« blev skrevet af instruktøren i samarbejde med danske Anders Thomas Jensen og Lone Scherfig, og film-siten IMDBs sparsomme handlingsplot for hendes nye »Fish Tank« lyder som følger:
»Alt ændrer sig for den 15-årige Mia, da hendes mor tager en ny kæreste med hjem«. Det lyder, som om den film kan blive både en dreng eller en pige, som filmkritikerne siger i Cannes, men »Fish Tank« er udvalgt som den første konkurrencefilm, og festivalen byder således kvinderne velkommen med manér.
