Hvad gør mennesker, når de pressede til det yderste står over for ultimative moralske valg?
Når en far står med geværet i sin hånd ansigt til ansigt med sin datters morder, trykker han så af og efterlader resterne af sin familie med endnu dybere sår?
Når en toppolitiker må dække over sin nærmeste rådgivers forkastelige handlinger for at stige op på magtens trone, gør han det så, og forsager dermed hele det værdigrundlag han ellers har prædiket?
Skal man tro Søren Sveistrup, hovedforfatter til DR1s nervepirrende krimiserie »Forbrydelsen«, der i går aftes endelig fandt sin afslutning i et mørkt og magtfuldt tyvende og sidste afsnit, er svaret et rungende ja.
Dem, der havde håbet på en ubetinget happy end, fik en lang næse, og i stedet holdt Sveistrup og hans kumpaner fast i de tintede og grå toner, der fra starten har kendetegnet »Forbrydelsens« univers.
Og tak for det!
Psykopatiske Vagn
Men lad os lige for en god ordens skyld opsummere: Det var husvennen og flyttemanden Vagn, der myrdede gymnasiepigen Nanna Brik Larsen – omdrejningspunktet for hele affæren. Dermed blev der ikke åbnet op for nye, overraskende twist and turns, som ellers har været seriens varemærke. Det er muligt, at der rundt omkring i dagligstuerne har siddet mangen en skuffet amatørdetektiv, som måske havde sat sine penge på Nanna Birk Larsens far Theis eller måske overborgmesterkandidaten Troels Hartmanns politiske rådgiver Morten som værende morderen. Men i »Forbrydelsen«s egen logik, var Vagn det fuldstændig oplagte valg, og i dette sidste afsnit var der derfor heller ikke brug for mere kispus – vi var jo alligevel allerede fanget i det psykologiske edderkoppespind.
Nej, nu skulle psykopatien hos den småforstyrrede Vagn med den dårlige opvækst og de forvirrede følelser for livet hos familien Birk Larsen rulles ud, og både faderen Theis, rådgiveren Morten og borgmesterkandidaten Troels skulle vise sig at have langt vigtigere roller end morderens at spille i seriens dobbelte klimaks.
Så dér stod Theis i den mørke skov, hvor hans datter blev myrdet, over for den mand, han havde betragtet som sin ven, og fik at vide, at det var vennen, som havde myrdet hende. Og i en scene, der var som et spejlbillede af klimakset i David Finchers mesterlige spillefilm »Se7en«, hvor den unge, idealistiske politibetjent i Brad Pitts skikkelse står over for den iskolde seriemorder, som har dræbt hans kone, således stod også Bjarne Henriksens Theis Birk Larsen med haglgeværet over for sin datters morder.
Og som Brad Pitt i »Se7en« måtte også Theis Birk Larsen til sidst trykke af og dermed efterkomme morderens og hævnens forskruede logik, frem for at lytte til fornuften hos både hans kone og opdageren Sarah Lund, der stod i periferien og indtrængende bad ham om at sænke geværet.
Dermed var afslutningstonen i mol – hvis vi skulle have været i tvivl – li’som slået an, og derfor kom det vel ikke helt bag på os, at Troels Hartmann endte med at forsage sine egne idealer og gribe efter magten med den iskolde og intrigante rådgiver Morten Weber stående smilende i baggrunden. For Morten fortalte Troels, at han havde været i den famøse partilejlighed, hvor Nanna Birk Larsen blev fanget af flyttemanden Vagn, og at han havde ryddet op og slettet spor for at dække over sin »konge« indtil denne var uden for mistanke, og Hartmann kunne have af afsløret alt dette, men valgte ikke at gøre det.
På hver deres måde blev to mænd således drevet til at foretage et valg og en ultimativ handling, der måske nok stred mod den samfundssanktionerede moral, men som måske i virkeligheden lå tættere på de to mænds virkelige menneskelige natur.
Referencer i orden
Jo, der er ingen tvivl om, at Sveistrup kan sine klassikere fra Bibelen til Shakespeare og Machiavelli, ligesom han er fuldstændig hjemme i den moderne film og TV-histories mange forskellige genrekonventioner. Man kan således læse masser af referencer ind i »Forbrydelsen«, hvilket Sveistrup heller ikke selv et øjeblik lægger skjul på.
Bedriften er imidlertid, at han – sammen med skiftende manuskriptforfattere og instruktører – netop ved at låne, blende og mikse disse genremæssige highlights har formået at skabe et sammenhængende, dybt inciterende og ekstremt originalt krimiunivers, der i sin ganske komplekse struktur både når dybt ned i de enkelte figurers følelsesliv og tager livtag med den gode histories grundlæggende temaer, som magt, begær, skyld, soning, manipulation og tilgivelse.
Derfor er det også tåbeligt, når diverse kritikere har langet ud efter faktuelle ukorrektheder og misforståelser i beskrivelsen af det politiske miljø og politiets arbejde. »Forbrydelsen« skal ikke anskues som et stykke socialrealisme, men derimod som en aldeles fængende og gennemført kynisk konstrueret fiktion.
Med de briller på må man tage hatten af for, at Sveistrup har formået at holde dampen oppe og spændingen ved lige igennem samtlige tyve afsnit. Han har med sit plot skabt en fortælling, der – ligesom bl.a. David Lynchs »Twin Peaks« – stiller et enkelt spørgsmål (»Hvem myrdede Nanna Birk Larsen?«), men som formerer og forgrener sig, så vi konstant kan opstille nye hypoteser og gætterier, uden at det blev for nemt og åbenlyst, hvordan det hele hænger sammen.
Jovist, der er nogle gange gået lige lovlig mange langsomme kamerature og »tåkrummende panoreringer« i den, og i enkelte afsnit er det først og fremmest selve krimi-intrigen og jagten på nye spor, som har kunnet drive plottet fremad, men her ved afslutningen forstår man nu alligevel godt, hvilken næsten hypnotisk effekt musikken, billedsiden og tendensen til at trække stemningerne ud i det yderste har haft. Det har simpelthen været med til øge suget i maven og putte flere irrationelle farver på paletten i det ellers ganske rationelle opklaringsarbejde, vi som seere har været involveret i.
Stor serie
Samtidig har Sveistrup ramt rigtigt i sit persongalleri, der over hele linjen har været tegnet af dygtige og autentiske skuespilpræstationer – ikke mindst opdageren Sarah Lund og hendes sidekick Meyer (som jo desværre måtte lade livet) har været en ubetinget fornøjelse at følge. Personificeret i en ekstremt velspillende Sofie Gråbøl er der næppe nogen tvivl om, at Sarah Lund med sin intuition, enspændermentalitet og determinerede og næsten ensporede jagt på at opklare mysteriet – ikke for at give ofrene og deres familie fred, men mest af alt for sin egen skyld – vil skrive sig ind i den kollektive krimihukommelse,
Den stort anlagte TV-serie søndag aften er blevet et af DRs absolutte varemærker i nyere tid. Og vel har tidligere serier som bl.a. »Rejseholdet« og »Krøniken« været både veldrejede og underholdende. Men med »Forbrydelsen« er DR nu alligevel nået skridtet videre og har skabt et seriemæssigt fænomen, der i kvalitet og kulturel betydning både kan sammenlignes med folkefavoritten »Matador« og klassiske krimiserier som »Kan De li’ Østers?«.
Og hvad så nu, kan man spørge? Man bliver jo ikke i rigtig godt humør af afslutningen på »Forbrydelsen«, snarere sådan lidt »blå« og fyldt med den eftertænksomme tomhed, der kan falde over én, når man ved, at det nu er definitivt slut med et univers, man er blevet draget mere og mere ind i.
Men konkludere kan vi i al fald, at med gårsdagens afsnits velturnerede slutning blev enderne snørret til på fornem vis, og så må vi bare æde i os, at Sarah Lund næppe får lov til at kaste sig over nye sager.
Men okay, det bli’r vist heller ikke meget bedre.
