WUUSSHH siger det. Det er en eller anden dødbringende form for raket eller granat, der uden varsel kommer susende gennem luften, og hvis en ung livvagt ikke havde handlet lynhurtigt, skulle den danske regering have set sig om efter en ny forsvarsminister.
Scenen med livvagten, der selvopofrende redder ministerens liv og samtidig mister sit eget, kunne være hentet fra en Hollywood-film i multimillionklassen og sparker helt bogstaveligt handlingen i den nye TV-serie »Livvagterne« i gang med et brag. At den unge bodyguard måtte lade livet, fordi den tåbelige forsvarsminister under et besøg i Bagdad absolut skulle op på en tagterrasse for at tale i mobiltelefon med sin elskerinde (også en politiker), gav samtidig optakten til Mai Brostrøm og Peter Thorsboes meget lovende serie en dobbelt tone af tragedie og ironi – samt selvfølgelig samfundskritik, eftersom ministeren mildest talt ikke er en mand, man kan respektere endsige beundre.
Respekt og beundring er til gengæld nærliggende følelser, når det gælder synet på seriens titelfigurer. Kan man overhovedet forestille sig mere velegnede hovedpersoner i en medrivende spændingshistorie end netop livvagter? De skal være skarpe og årvågne med et øje på hver finger, de skal være snarrådige og frygtløse, de skal have situationsfornemmelse og helst nærmest være synske, og ikke mindst skal de – som den heroiske unge mand i Bagdad – være rede til at risikere deres eget liv for at redde den person, som de er sat til at beskytte.
Dansk i tonefaldet
Altså er det ikke så sært, at bodyguards har været helte i ikke så få amerikanske film med Clint Eastwoods Secret Service veteran i Wolfgang Petersens »Lige på kornet« som en slags arketype. Trods det hollywoodske (det er ment som en kompliment) i den højdramatiske scene fra Bagdad er »Livvagterne« imidlertid ganske dansk i tonefaldet, og den er samtidig en logisk videreførelse og udvidelse af de historier, som det formidable makkerpar Brostrøm og Thorsboe fortalte i først »Rejseholdet« og derefter »Ørnen« – fra den privat motiverede forbrydelse har vi via internationale storforbrydere nu bevæget os frem til tidens største svøbe og skræk, nemlig den fanatiske terror, og vi er blevet forsynet med tre sympatiske helte, som vi gerne vil følge gennem de kommende afsnit – foreløbig sendes ti éntimes afsnit, der parvis hænger handlingsmæssigt sammen, så vi får fem historier på hver to timers varighed. Hvad der svarer ret nøje til fem besøg i biografen, og også det er skrevet som en kompliment.
Med det ret ubeskrevne blad Mikkel Serup som instruktør – godt hjulpet af så kompetente folk som klipperen Søren B. Ebbe og komponisten Jacob Groth – lagde første afsnit op til en drønspændende og stærkt realistisk serie positivt præget af de friske nye navne Søren Vejby, Cecilie Stenspil og André Babikian som de nyuddannede PET-livvagter med en barsk ilddåb, da den dræbte vagts traumatiserede bosniske far vil hævne sig på den skvattede forsvarsminister (den altid eminente Henrik Prip). Her forsinkes handlingen ikke af tåget metafysisk hokuspokus som i »Ørnen«, her er tempo og dynamik fra første øjeblik, og eftersom Berlingske Tidende oven i købet spillede en vigtig rolle i det første afsnit, kan man kun glæde sig til de følgende.
