Nils Malmros er en af de ganske få instruktører, som de fleste danskere straks kan nikke genkendende til. Det er ham, der altid laver film om Århus i 1960erne. Det er hans film, der handler om følsomme unge mennesker, der bliver ulykkeligt forelskede i hinanden. Færre er måske klar over, at det er den 63-årige Malmros’ egne ungdomsoplevelser, der danner grundstammen i hans film.
Rundt regnet en million danskere har til dato set »Kundskabens Træ« fra 1981, der følger en gruppe klassekammerater på Århus Katedralskole gennem pubertetens skrøbelige år. Filmen blev i 2006 kanoniseret af Kulturministeriet og regnes således som en essentiel del af den danske kulturarv. Forinden havde Berlingske Tidende lavet sin egen kulturkanon, hvor filmen også har sin naturlige plads, og da skrev Berlingske Tidendes filmredaktør Ebbe Iversen blandt andet om filmens instruktør:
»Nils Malmros dyrker aldrig det teatralske eller melodramatiske. Tværtimod er han en uhyre diskret filmskaber og en sand mester i antydningens ædle kunst, og dermed bliver Kundskabens Træ endnu mere hjerteskærende, end hvis instruktøren ikke havde økonomiseret så klogt med virkemidlerne.«
Kærestesorger i Viborg
I dag er der så premiere på »Kærestesorger«, der fortsætter, hvor »Kundskabens Træ« slap. De unge mennesker, der dansede uskyldig kinddans og drak deres første øl i Malmros’ gennembrudsfilm, er i »Kærestesorger« rykket op i gymnasiet. Vi er stadig solidt plantet i Malmros-land, og temaet er fortsat forelskelse, men nu suppleret med samme personers første seksuelle erfaringer. Og da vi tidsmæssigt er i starten af 1960erne, før aborten blev givet fri, er det seksuelle uløseligt knyttet til frygten for den uafvendelige skæbne. Om det så er den ulovlige abort eller den for tidlige forpligtelse på forholdet.
Den første overraskelse ved »Kærestesorger« er imidlertid, at den ikke foregår i Århus, men i Viborg. Personerne har også skiftet navne, således at Malmros eget alter ego, der i »Kundskabens Træ« var døbt Niels Ole, hedder Jonas i »Kærestesorger«.
Jonas bliver nærmest modstræbende kæreste med den lidt farveløse Agnete i 1.g, og selvom han er fascineret af hende og hendes akademiske familie, er det ikke nok til at holde forholdet i live gennem hele gymnasiet. Først da deres forhold er blevet brudt, og Agnete bliver kærester med andre drenge vågner Jonas’ følelser for hende for alvor.
Kirurgisk præcision
Nils Malmros, der gennem sit kunstneriske virke har passet en parallel karriere som læge, er pragmatisk og kontant, når han giver interview. Selvom hans film er nærmest gravide med følelser, er det med en kirurgisk præcision og knaphed, at han beskriver, hvordan »Kundskabens træ« forgrenede sig til »Kærestesorger«.
»Umiddelbart efter vi var blevet færdige med »Kundskabens Træ«, kom min producer Per Holst og ville lave en toer, men dengang fandt jeg det for tidligt at gå i gang med den. Det føltes simpelthen uværdigt, selvom der faktisk var flere historier, jeg gerne ville arbejde videre med i materialet. Først da jeg havde færdiggjort »At kende sandheden« (Malmros’ film om hans far, den kontroversielle kirurg Richard Malmros, red.) begyndte jeg at føle, at tiden var inde til at vende tilbage til materialet fra »Kundskabens Træ«. Men det mærkelige er, at jeg har lavet filmen, præcis som jeg ville have lavet filmen for tredive år siden. Selvfølgelig er de medvirkende i denne film ældre og spiller længere scener, hvor jeg var meget mere manipulerende med skuespillerne i »Kundskabens Træ«, hvor jeg nærmest styrede dem som marionetter. Men selve historien er nøjagtig, som jeg altid har villet lave den,« siger Nils Malmros.
Lang optageperiode
Ligesom »Kundskabens Træ« er »Kærestesorger« optaget over tre år. Man ser med andre ord de medvirkende blive synligt ældre, ligesom også deres voksne personligheder gradvist folder sig ud. Den udvikling mere end præger filmen, idet den så at sige er filmens handling. De unges omskiftelige faser af modenhed er nemlig det, der skaber konflikterne mellem dem. Filmteknisk gav den lange optageperiode nogle særlige udfordringer.
»Det er selvsagt et gamble – ikke mindst i castingen af rollerne. Ville de skuespillere, vi valgte, udvikle sig sådan, som vi håbede, de ville gøre over de tre år? Og kunne vi holde dem engagerede over så lang tid? Da jeg havde fundet Agnete, den unge pige, der bliver en voksen skønhed, prøvede vi at lade hende spille nogle af de scener, der først kommer i 3. g, men hun havde slet ikke modenheden til dem på det tidspunkt. Hun var meget kejtet, men god nok til, at vi turde binde an med hende, og så blev det fuldstændig som vi havde håbet,« siger Nils Malmros.
Over fyrre år er gået, siden instruktøren selv sad bænket på Katedralskolen, alligevel er han ikke i tvivl om, at hans erindring om skoletiden og kammeraterne er intakt.
»Det mærkelige er, at jeg har en næsten dag-til-dag-hukommelse om min skoletid, og jeg troede i mange år, at det havde alle de andre fra dengang også. Det er først, da jeg begyndte at lave filmene, at jeg opdagede, at det har de andre ikke nødvendigvis,« siger Malmros, der dog fik korrigeret sin hukommelse på bestemte punkter – blandt andet af filmens regissør, som pudsigt nok er en af vennerne fra dengang, og som faktisk bliver fremstillet i filmens handling.
Noget nager stadig
Nils Malmros har stadig kontakt til sine gamle klassekammerater, og ifølge ham selv står alle ved den måde, som han har genskabt gymnasietiden. Men har alle klassekammerater så også haft det godt med at blive en del af Malmros’ film?
»Nej, ikke alle. Der har skam været grædt nogle tårer over begivenhederne, som de er fremstillet i filmene. Men sådan skulle det også gerne være. For hvis det er så pænt lavet, at jeg slet ikke støder nogen, så ville der være noget galt. Selvfølgelig får de fleste et afslappet forhold til konflikterne over tid – men der er altså stadigvæk ting, der har naget,« siger Nils Malmros.
Nils Malmros er indimellem blevet beskrevet som ekstremt hæmmet i forhold til kærligheden og kønslivet. Men tilsyneladende er han til gengæld slet ikke hæmmet, når det handler om at udstille sig selv som genert og hæmmet.
»Nej, og det er jo en gammel sandhed, som Blicher havde øje for, da han sagde »Intet er så skønt at tale om som udstandne fataliteter«. Der er ikke noget så dejligt som at snakke om ydmygelser, man er kommet sig over. Da jeg lavede min første film »En Mærkelig Kærlighed«, stod jeg stadig midt i det, og materialet var stadig fuldstændig uforløst. Nu har jeg for længst fået en distance til stoffet, og det er helt nødvendigt, for ellers ville det blive en plage for publikum at se på. Det er ikke rart for nogen, hvis man laver en pinagtig selvudlevering. Men i dag er denne historie gennemlevet for mig. Det handler om ulykkelig forelskelse, og jeg vil altid hævde, at den, der er gået gennem livet uden at have været ulykkeligt forelsket, han er gået fattig gennem livet. Det var ikke morsomt, da man stod midt i det, men jeg vil meget, meget nødigt have været foruden,« siger Nils Malmros.
Et vemodigt farvel
Med »Kærestesorger« lukker Nils Malmros et stort, mangeårigt kapitel i sit kunstneriske virke. Ifølge instruktøren er han nu filmkunstnerisk færdig med sin århusianske ungdom. Og det er et vemodigt farvel til stoffet.
»Ja, det kan jeg godt være ked af, fordi det skønneste er at være undervejs. Når andre har syntes, det var bekymrende, at filmen skulle optages over tre år, så syntes jeg bare, at det var herligt.«
Han har dog også haft et liv efter gymnasiet, og der venter måske en film til. Denne gang med fokus på kærligheden i sin voksne udgave.
»Når jeg lige nu vender og drejer mit hoved, er der en film, der handler om den modne kærlighed, og stoffet har jeg fra mit liv. Jeg har berørt det i »Kærlighedens Smerte« (en af Malmros’ få film med vægt på voksne skuespillere, red.), men jeg mangler at sætte et punktum.
»Kærlighedens smerte« er jo en meget sorgfuld film – skal det være smertefuldt for at blive en vellykket film om kærlighed?
»Ja, det tror jeg. Det er meget svært at lave en film om lykkelig kærlighed. Det er omtrent så dramatisk som Amager er det en søndag eftermiddag,« siger Nils Malmros.
@BM HENVISNING:Læs Ann Lind Andersens anmeldelse af »Kæreste- sorger« på næste side
