Facebookfilm fænger filmfolket

Allerede før dens officielle premiere er amerikanske filmanmeldere i ekstase over David Finchers Hollywoodportræt af den venneløse nørd, der skabte Facebook.

Tre unge mænd spiller hovedrollerne i filmen "The Social Network". Fra venstre Jesse Eisenberg, Andrew Garfield og sangeren Justin Timberlake. Fold sammen
Læs mere
Foto: MIKE BLAKE

Den er skabt af manden, der gav os Hollywoodhits som "Se7en", "Fight Club" og senest Brad Pitt-succesen "The Curious Case of Benjamin Button".

Den har popfænomenet Justin Timberlake i en betydningsfuld birolle.

Og endelig handler den om den kyniske nørd bag det største fænomen på World Wide Web siden Google, nemlig det sociale netværk Facebook.

"Mærkværdigt sjov, berusende og foruroligende"

Ingredienserne til en Hollywood-succes er med andre ord til stede i David Finchers spillefilm "The Social Network". Men allerede før dens officielle verdenspremiere på fredag, står det yderligere ret klart, at den færdige filmret er fremragende.

"En skabelsesberetning for den digitale tidsalder" kalder New York Times filmen i sin tyvstartanmeldelse og tilføjer, at den er "mærkværdigt sjov, berusende og foruroligende" i sin mere eller mindre fiktive skildring af af den venneløse og kyniske Harvard-student Mark Zuckerberg, der blev historiens yngste dollarmilliardær på sin opfindelse.

The Hollywood Reporter kalder filmen "fejlfri" og skriver, at den er "et hypnotiserende portræt af en mand, som i en anden tidsalder formentlig ville være blevet dømt som tosset og uduelig, men som i internetalderen er behændig nok til at omforme en idé til et imperium."
 
Nørd af få ord og endnu færre smil

Også på de to førende filmsites på nettet, imdb.com og Rotten Tomatoes, stormer filmen frem som noget af det mest bruger- og anmelderroste stykke celluloid, der længe er set.

I filmen spilles rollen som Mark Zuckerberg af den 26-årige skuespiller Jesse Eisenberg, der fremstiller Facebook-grundlæggeren som en kynisk tænkende nørd af få ord og endnu færre smil.

Som filmens tagline siger:

- You don´t get to 500 million friends without making a few enemies.

Den virkelige Mark Zuckerberg har forlængst fastslået, at filmen er fiktion, og at han i øvrigt ikke nærer noget ønske om at se den.
 
'The Social Network' får amerikansk premiere 1. oktober, mens danske biografgængere må vente til 14. oktober.

Du kan se filmens trailer her. (Eksternt link)