Ét ord beskriver i destilleret form Clint Eastwoods stærkeste karaktertræk på film: Gnaven. For det er det stålgrå iskolde blik og overlæben, som krøllende er løftet til en snerren, der har kendetegnet hans roller, uanset om det har været som Dirty Harry, unavngiven cowboy i Sergio Leones spaghettiwesterns eller i alle mulige pensionerede afskygninger i aldrende roller.
I »Gran Torino« er han gnavpotte par excellence, nærmest så overdrevet, at han er tæt på at blive en parodi på sig selv, som da han støder på en flok ubehagelige lømler og siger: »Ever notice how you come across somebody once in a while you should’t have fucked with? That’s me.« Endnu en oneliner til bunken af »Go ahead, punk, make my day«-citater, han kan så glimrende.
I filmen er han Koreakrigs-veteranen Walt Kowalski, der ved filmens begyndelse må begrave sin kone. Alene tilbage i huset er han fra sin øldrikkende position på verandaen vidne til, hvordan hans gamle kvarter i Detroit har ændret sig. Naboerne er skiftet fra polakker til hmonger, et folk fra Vietnam-Laos-regionen, og alle hans fordomme »om den slags skævøjer«, for nu at tale Walts sprog, bliver opfyldt, da naboens søn, teenageren Thao (Bee Vang), forsøger at stjæle Walts kæreste eje, Gran Torino’en, der står så velpudset og ubrugt i hans garage.
Men Thao er blevet presset til udåden af en lokal bande, og fordi biltyveriet mislykkes, vil gang-bangerne ikke lade ham være i fred. De bliver mere og mere voldelige, og så er det, at Walt ikke kan dy sig for at træde til. Også fordi han langsomt har fået et gryende venskab med Thaos storesøster Sue, spillet bemærkelsesværdigt af debutanten Ahney Her.
Derfra er der lagt op til traditionel Eastwood-selvtægt, men historien er heldigvis mere helstøbt end som så. Små overraskelser venter, og underneden lurer en social kritik af intolerance, som dog bliver leveret i en saltomortalisk omvendt form gennem Walt, der spytter en politisk ukorrekt ordflom af racistiske spydigheder ud, der ikke går nogen race eller religion forbi.
Gnaven gammel mand
Det er Clint Eastwood selv, der, ud over at spille hovedrollen, også har instrueret. Som instruktør er »Gran Torino« ikke hans bedste arbejde. Dertil er filmen for hakkende og urytmisk fortalt, selv om den er morsom på en grov måde og rørende uden at blive sentimental. Men som skuespiller har han gjort gnavne gamle mænd til en hel kunstform, og ingen kan spille sådan en som Eastwood.
Han har bebudet, at rollen i »Gran Torino« nok er hans sidste skuespilpræstation, for nu vil han hellige sig instruktørjobbet. Og hvis det er sådan, er Walt-rollen bestemt et ærværdigt punktum for en skuespilkarriere, der har haft mange gyldne øjeblikke. Og for Clint’ens skyld alene er »Gran Torino« som en rå diamant, der, på trods af sine bevidst upolerede kanter, er både uforglemmelig og en fryd at se.
