"Endnu et eksempel på manden i krise", sagde politiker Søren Pind for et par uger siden, da han var paneldeltager i radioprogrammet Mads & Monopolet. Anledningen var en mand, der havde ringet ind og fortalt om sit dilemma: han var netop flyttet i hus med sin kæreste, og hun ville gerne fejre "første dag i huset". Det ville han også, men han ville også gerne til 30-års fødselsdag om aftenen, så hvordan fik han forenet indflytning og fest – hvordan fik han lov at gå til fest, selv om det var "første dag i huset", spurgte han panelet.

Af Anne Sophia Hermansen
Mandag den 19. oktober 2009, 13:44

Jeg kunne ikke lade være med at smile en smule. Måske er det fordi, jeg aldrig har været husejer, at jeg ikke kender mærkedagen ”første dag i huset”, men jeg har da flyttet sammen med kærester et par gange, og det har vi fejret mere afdæmpet end at afholde national helligdag. Men det var nu ikke det, jeg studsede mest over. Det var, at manden bad om hjælp til at få lov at komme til fest.

For at få lov – er det ikke noget, man får af sine forældre?

Mand i krise, kaldte Søren Pind det. Med rette. Men han er ikke alene. Kvinden er også i krise, her transformeret til moderdyr. Jeg fik den følelse, at det var hende, der alene havde defineret reglerne for deres samliv, et ”vi” gjort af samme stof som en spændetrøje, og når nu manden vil ud og trække vejret gennem en guldøl, krævede det forinden diplomatiske forhandlinger, der er en FN-ambassadør værdig. Han skulle bede om LOV. Han havde ikke RET til at bestemme over den lørdag, der jo ret beset var hans egen. Stakkels mand? Næ, det eneste, der var stakkels ved ham, var da, at han havde lyst til at bo hjemme, selv om han er en voksen mand.

Flere af de ”manden i krise”-dilemmaer, som Monopolet behandler, minder mig på en underlig måde om min mors samtaler med sine veninder i de tidlige 80ere. De brokkede sig dengang over, at de følte sig taget for givet af mændene, og mens de fægtede vildt med haveslanger i villaidyllen, råbte de op om at sætte sig selv igennem, blive hørt, kræve deres ret, den slags.

Det synes ikke at være kvinderne fra min generations problem. Men det synes at være blevet mændenes. Mænd med en sjov forkærlighed for at flytte sammen med kvinder, der har spædet deres kromosomer op med egenskaber fra dræbersnegl og tidsel. Som langsomt sniger sig ind på mandens frihedsrettigheder og gør ham til et domesticeret skvat under stadig betændt hensyntagen til hendes krav om tosomhed, første dag i huset og første søndag i måneden i samtlige indkøbscentre og bolighuse.

Tag f.eks. en vilkårlig weekend i IKEA. Her tjekker skvattet og dræbersneglen klassisk ind ved 11-tiden og påbegynder rituelt opfyldningen af indkøbsvognen med duftlys, puder, plaider, lamper med plisserede skærme og håndklæder i lange baner, naturligvis beige, men desværre for korte til at hænge sig i. Hun bestemmer retningen. Han skubber vognen. Sådan har jeg også selv gået rundt og leget diktatorisk Spies-guide i IKEAs labyrintiske gange, mens jeg forelskede mig i blomstrede opbevaringskasser og romantiske sengetæpper. Og havde en kæreste med, der formentlig følte sig gradvis mere kastreret, efterhånden som han så sine ting blive udskiftet med alt godt fra IKEA-katologet. Var jeg mand, ville jeg have meget svært ved at føle mig maskulin i spisestuestole med gigantiske sløjfer, og jeg havde næppe heller accepteret at børste mine tænder bøjet over en håndvask dekoreret med kunstige blomster. Det sidste har jeg selvfølgelig ikke selv budt en mand. Det var en efeu, der slangede sig under vasken.

Når parret tre timer senere tjekker ud, er det mandens opgave at presse tingene ind i Berlingoen, og så går turen ellers hjem til den pastelfarvede livmoder, der er så tæt møbleret, at man skal bruge en GPS for at finde rundt. Er han heldig, kan han se, han selv bor der – på dørskiltet. Er han mindre heldig, kan han kende sit hjem på tremmerummet, for der står hans ting.

No wonder, manden i 30erne føler sig lidt presset.

Min teori, selvfølgelig baseret på aldeles uvidenskabelige, men ikke desto mindre indgående studier, er, at han er så presset, fordi han ikke ved, hvad det vil sige at være en ordentlig mand. Han har fået kørekort til indkøbsvogn i dåbsgave og er blevet opdraget til at gnide sig undskyldende på lårene af de mentalt brune fløjlsbukser. Der har heller ikke været meget støtte at hente i den kultur, han er rundet af. Trille, Povl Kjøller og Travolta i tights..

Om vi kvinder i 30erne er meget bedre, ved jeg ikke. Vi siger ofte til hinanden, at vi glæder os til et comeback for den danske gentleman. At vi gerne vil have en mand, der kan sige fra, sætte sig i respekt, have maskulin værdighed, bære indkøbsposer, holde døren, give en drink, betale på restauranter og være, snakke og elske på den helt rigtige måde.

Men så ser vi på os selv.

Og vi indser at han nok ikke træder i karakter overfor os, så længe vi opfører os som sure, subversive kællinger.

Hvilket vi nok gør lidt for ofte.

For mens vi ivrigt peger fingre af manden i 30erne og skælder ham ud for ikke at være mand og gentleman nok, opfører vi os jo selv så egenrådigt, at vi er i fare for at gro en penis på os selv. Jeg ved ikke, om 70ernes feminister er specielt stolte af min generations kvinder, for ganske vist har vi fået de uddannelser, vilkår og den løn, vores mødre kæmpede for, men vi er også blevet en underlig forskruet flok, besat af høje forventninger og meget lidt villige til at vise vores sårbarhed.

Så det er ikke kun manden i 30erne, der skal tage sig sammen, men også os selv, parforholdets dræbersnegle og duftlysnarkomaner. Ellers får vi kun de skvat, vi fortjener, og det er jo ærgerligt - for alle andre end IKEA.

Drevet af Disqus

Klik på anméld for at anmelde en upassende kommentar til redaktionen.

Læs vilkår for kommentarer og debat på Berlingske Tidendes websites