En fabel. Et stykke magisk realisme. En thriller. En udviklingshistorie.
Morten Sabroes roman »Drengen der løb med Gud« er det hele og mere til. Og alene af den grund meget lidt mainstream. Næsten alt kan ske i en fortælling, hvor der plads til en Føtex og en Netto og søde gamle damer og et folkebibliotek og andet almindeligt, men også til en mose, hvor grenene er afgnavede knogler fra De Hvide Engles ofre, og til en galgebakke, hvor en galge igen bliver hejst, fuldstændig som i gamle dage.
Og hvor der er en udkant med rockere og tabere og en konstant nærværende natur og et ditto vejr, der spejler sindsstemninger, som når hovedpersonen og jegfortælleren, Viktor Hugo Andersen, står i badet, nøgen og forsvarsløs, mens vinden raser, tordenen ruller og lynene eksploderer.
Lys og mørke, det alt for stærke lys og det alt for mørke mørke, jo, der gås til yderligheder i »Drengen der løb med Gud«, hvor Viktor Hugo – opkaldt efter den franske forfatter af næsten samme navn – er en meget tynd og meget løbende dreng med rødbrunt hår og et hoved fuldt af fregner. Han døde som 16-årig, han faldt, det var dårligt hjerte, men han blev vækket til live igen, og han fortsatte med at løbe, skønt det ifølge lægerne var livsfarligt for ham, med den hjertefejl han har.
Han fortsatte, ja, for nok dør han måske af at løbe, men han dør også af ikke at løbe.
Og han løber med Gud, og Gud i Morten Sabroes fortælling er ikke Gud, men en smuk retriever, som drengen har reddet fra mishandling, og som han har døbt Gud, og som han elsker. Og der er sære og skæbnetunge trekantsdramaer omkring ham, mennesker, der elskede ad sælsomme veje, herunder drengens ligeledes rødhårede storesøster, der begærede sin bror og døde, og der er andre mystiske dødsfald og mord, og der en henrettelse, og der er drengen selv, der måske er skyldig.
Men kun måske.
Drømmeverdenen med svampesaft
»Jeg tror ikke på det overnaturlige«, erklærer drengen i romanens første sætning, men han ved, »at lige bag alt det man kan se og røre ved, er der noget andet. Og der er kun den tyndeste hinde ind til det. Hvis der er én«.
Denne hypersensitivitet kaster sit skær over hele fortællingen, Viktor Hugo sanser verden, som den måske er, eller i hvert fald som han ser den, men ikke kun den normale, reelt håndgribelige verden, men også en drømmeverden, som han registrerer så stærkt, ikke uden hjælp fra en svampesaft, der gør sin virkning. Som her:
»Jeg var i en ørken fuld af kaktus hvis oprakte arme havde væger i spidsen og brændte som mørkegrønne stearinlys. Over ørkenen rejste en kuppel sig som stod jeg i en kirke. Der var en stemning af sorg og højtidelighed, men ikke en sjæl at se«.
Svampesaften får slutteligt drengen til at se og forstå, og det sete og forståede får ham til at handle, og hvordan hele denne forunderlige fabel i det hele taget får redet alle sin tråde af død og mørke ud, skal vi naturligvis ikke fortælle her. Blot konkludere, at der er meget godt at sige om Morten Sabroes prosa der, når den er bedst, bliver til energisk, sanset og ildevarslende litteratur, der ikke ligner så meget andet, man lige kan komme i tanker om.
Her er livet og døden, og her er kærligheden i mange afskygninger, mellem dreng og hund, bror og søster, kvinde og kvinde, mand og kvinde, for Morten Sabroe vil have det hele med, og måske er det allerbedste ved »Drengen der løb med Gud« dens underlige skær af uvirkelighed, denne kobling af normalitet og vanvid, der gennemstrømmer den sære helhed og gør det almindelige farligt og det farlige almindeligt.
Når »Drengen der løb med Gud« er bedst, er den præcis i sin voldsomhed, rørende i sin skrøbelighed. Ikke alt slår gnister, men har man mod på litteratur, der insisterer på at gå sine egne veje og skyr kompromiset, er »Drengen der løb med Gud« et godt aktuelt bud. I sin essens en beretning om skyld og skæbne i et gudløst, lettere uvirkeligt univers. Ret så stærke sager.
Titel: Drengen der løb med Gud. Forfatter: Morten Sabroe. Sider: 323. Pris: 250 kr. Forlag: Politikens forlag
