Populær Mærsk-bog nu også på engelsk

Gyldendal vil udgive bestselleren om Danmarks største erhvervsprofil internationalt.

Foto: Tine Harden

Erhvervsfolk og andre bogorme verden over kan næste år få et indblik i tankegangen bag Mærsk-dynastiet, verdens største containervirksomhed. Forlaget Gyldendal har nemlig besluttet at udgive bestselleren "Mærsk Mc-Kinney Møller – Et personligt portræt af Danmarks største erhvervsmand", der lige nu topper salgslisterne herhjemme, på engelsk.

- Mærsk Mc-Kinney Møller er en så stor og kendt erhvervsprofil, at han vil have interesse for udenlandske læsere, og derfor har vi besluttet at udsende bogen internationalt, siger direktør på Gyldendal Business, Lise Nestelsø.

Den engelske udgave bliver en oversættelse af den amerikanske forfatter Thomas E. Kennedy og vil blive udgivet internationalt i begyndelsen af 2009.

"Mærsk Mc-Kinney Møller – Et personligt portræt af Danmarks største erhvervsmand" er skrevet af Thomas Larsen og Finn Mortensen og har allerede været revet væk fra boghylderne, siden den kom på gaden for tre uger siden.