66.058 københavnere lever under fattigdomsgrænsen

Den forhutlede mand, der drikker bajere på den grimme del af Istedgade og tigger om »noget mønt« er ikke bare et lille udsnit af hovedstaden eller et forældet billede. Den fattige findes. Og han findes i stor stil, viser ny undersøgelse fra Københavns Kommune, der bliver offentliggjort i dag.

66.058 – eller en ud af otte indbyggere i Københavns Kommune – lever under fattigdomsgrænsen, der for en enlig uden børn er defineret til et rådighedsbeløb på 2.763 kroner om måneden til mad, tøj og fritidsaktiviteter.

Men fattigdommen findes også i børnefamilierne. 6.000 københavnske børn lever under fattigdomsgrænsen, skønner rapporten.

»Vi spiser lidt ensformig mad indimellem ... eller jeg gør, vil jeg sige. Ikke så meget min søn, for jeg går meget op i, at han spiser varieret og sundt ... Jeg kan godt have nogle sultedage ind imellem eller bare spise en klapsammen,« siger en kvindelig interviewperson fra undersøgelsen, en enlig mor på 35 år.

Og hun er ikke alene. Undersøgelsens konklusioner er generelt, at de fattige ofte undværer helt basale goder som mad, at de ikke kan vedligeholde deres bolig, og at ferier eller byture slet ikke er en del af deres liv. Undersøgelsens resultater er kommet frem via spørgeskemaundersøgelser, interview med københavnere og ansatte i Københavns Kommune samt tal fra Danmarks Statistik for 2005, der er fremskrevet til 2007-tal.

For hele gruppen af økonomisk fattige er der en overrepræsentation af personer med indvandrerbaggrund.

Ikke råd til husleje
De adspurgte københavnere peger på det at kunne betale husleje, el og gas til tiden, at kunne købe ordineret medicin og gå til tandlægen som de mest nødvendige goder for dem.

Reelt svarer næsten 27 procent af de fattige i spørgeskemaundersøgelsen, at de har måttet undlade at betale husleje, boliglån, el, gas eller vand til tiden mod 16 procent af alle københavnere.

Næsten 26 procent har måttet undlade at købe lægeordineret medicin mod godt 13 procent for alle københavnere, og 43 procent af de fattige har droppet tandlægen mod 24 procent af alle københavnere.

Mindst nødvendigt er at holde avis, at have internet og at gå til frisøren. 42,3 procent af de fattige københavnere har ikke råd til at holde avis mod 24,4 procent af københavnerne generelt.

Hånd i hånd
Den daglige oplevelse af fattigdommen kommer primært til udtryk ved manglende plads til spontanitet, mens andre er flove og forsøger at opretholde en facade. Andre igen har valgt en strategi, der handler om at holde fokus på det positive.

»Børnene kan ikke gå ud med deres venner, for det er der ikke råd til. Og det gør jo så også, at man bliver ensom, fordi der så ikke bliver særlig meget samvær med dem i klassen,« svarer en enlig mor på 46 år bl.a. i undersøgelsen.

Selv om de fleste interviewpersoner prioriterer deres faste udgifter, fortæller flere dog, at de indimellem skærer ned på maden, fordi det sociale spiller en større rolle for livskvaliteten.

Afsavn overrasker
Thor Grønlykke, der er medlem af Borgerrepræsentationen for Socialdemokraterne, og som sammen med socialborgmester Mikkel Warming fra Enhedslisten og Signe Goldman fra SF var med til at bestille rapporten for omkring halvandet år siden via kommunens socialudvalg, er overraskede over omfanget de afsavn, som de fattige københavnere må leve med.

»Vi skal bruge rapporten til at erkende, at økonomisk og menneskelig fattigdom ikke kan skilles ad. Der skal arbejdes med begge dele. Vi kan ikke have et samfund, hvor en stor del ikke stemmer ved valg, læser bøger eller orienterer sig. Så bliver fattigdommen et stort demokratisk problem også,« siger Thor Grønlykke.

Gratis fritidsaktiviteter?
Han mener, at det mest grundlæggende er, om Folketinget er parat til at ændre disse menneskers økonomiske situation.

»Man må overveje, om det er rimeligt at betragte fattigdom som incitament til at komme i arbejde. Folk lider nød, når de er fattige, og der skal mere til for at hjælpe dem ud af fattigdommen,« siger Grønlykke.

Hvad skal der til?

»Det skal vi nu finde ud af i socialudvalget, og det skal vi finde ud af i resten af Danmark ud fra de lovmæssige rammer. Jeg synes personligt, vi skal se på, hvordan man skal bryde isolationen og give de 6.000 børn en god opvækst alligevel. Det kunne være at give dem mulighed for fritidstilbud, når deres forældre ikke har råd til det.«