Hvordan genopfinder halvgamle mænd sig selv efter et hav af plader? Én mulighed er at dykke ned i elektronikkassen i håbet om at finde et skud vitalitet et sted i kredsløbene, og det har både svenske Kent og Depeche Modes forsanger Dave Gahan gjort.
Historien om Kent er den om den tænkende mands mainstreamrockband, der aldrig rigtig fik det store gennembrud. Et par forsøg på at omsætte den skandinaviske succes til noget større strandede under det kræsne, internationale publikums nedadvendte tommelfingre, og på sit syvende album satser Kent igen på inderlig- frem for udfarenhed. Det ligger også lidt i titlen: »Tillbaka Till Samtiden«.
Albummet er forsanger Joakim Bergs store stund: Han synger stabilt og storslået om kærlighed, angst, tomhed og store personlige opgør, i antydningernes flimrende sprog: Sangene er lidt som skygger, der flakser gennem hovedet på lytteren og kun efterlader korte glimt af Bergs smerte og lykke. Ofte er hans poesi enormt konkret og slående smuk, som når han fortæller om det telefonnummer, han aldrig fik ringet til: »Nånstans i min plånbok/ Glöder en post-it från ‘97/ När tio kulspetsblåa siffror/ Skriker ’våga utan mod’«. Som det måske fremgår, er der generelt noget slagent over pladen, og når Berg kammer over i en ren depri-mode, får han Tove Ditlevsens digte til at fremstå som en glad polterabend.
Men så er det jo godt, at albummet er formidabelt smukt produceret: Danske Joshua har sammen med Kent fremtryllet et snurrende elektrisk lydverden, på én gang bygget på svensk mol-melankoli, klassiske banddyder og topgejlede beats og synthesizere. »Tillbake Till Samtiden« er på én gang bevægende melodiøs og overdrevent kompetent rock til de traurige.
Gahan ved frygtens flod
Også Dave Gahans favntag med elektronikken – hans oprindelige domæne fra Depeche Modes karrierevår – kaster fine ting af sig. Men hvor Kent opstiller et nøje afvejet, elektrificeret mikrokosmos af beats og synths, går Gahan anderledes direkte til værks: »Hourglass« er i højere grad grumset, tempofyldt og ligefrem elektrorock, hvor den djævelsk karismatiske og velsyngende frontman over rumlende beats gør krav på kød og kærlighed: »I’m gonna take you, that’s what I like«. Teksterne er, på klassisk Depeche-manér, korte og vignetagtige, og flere steder dykker Gahan helt ned i et mørkt univers, præget af næsten Mordor-agtige sprogbilleder: »Building a tower of fear by the river« lyder f.eks. ikke ligefrem som en ønskeopgave for selv den modigste entreprenør.
»Hourglass« er klart bedre end Gahans første soloplade, »Paper Monsters«, og – i modsætning til den – ikke kun for Depeche Mode-fans, der bare må have alt til samlingen. Gahan har ikke, ligesom Kent, åbnet en dør ud til nyt og frugtbart land. Men ved at trække på den teknologifascination, der for 25 år siden gjorde hans band til noget særligt, har han for alvor slået sit navn fast som en solokunstner, man må regne med.
