Børn har ret til to forældre

Hvert fjerde barn bor kun sammen med en af forældrene. Omkring 310.000 børn er i dag genstand for samværsret, idet de kun bor med den ene af deres forældre.

»Mor bestemmer - nu og i fremtiden«, forudser Ole Bjerg i sin kronik 21. juni på baggrund af den betænkning, der er kommet fra Udvalget vedrørende forældremyndighed og samvær.

Jeg er enig med Ole Bjerg i meget af hans kritik af udvalgets forslag. Men jeg er uenig i Ole Bjergs synsvinkel, hvor alting anskues som led i en ligestillingskamp mellem mænd og kvinder. Jeg tror ikke, det gavner nogen og allermindst børnene, at den gamle traver om kønskampen trækkes af stald, når vi skal løse de opgaver, der følger af de mange brudte børnefamilier.

Det helt overordnede problem er trods alt det store antal skilsmisser. Dét er den ubehagelige tendens i det danske samfund. Egne behov og egoisme får voksne mennesker til at opføre sig på en måde, der rammer børnene for livet.

Fyrre procent af alle ægteskaber opløses ved skilsmisse. Hvert tredje barn i dagens Danmark vil på et tidspunkt komme til at leve i en brudt familie, hvor far og mor er gået fra hinanden. Hvert fjerde barn bor kun sammen med en af forældrene. Omkring 310.000 børn er i dag genstande for samværsret, idet de kun bor med den ene af deres forældre.

Heldigvis kan de fleste brudte familier selv finde ud af at samarbejde om de børn, man har sat i verden. Det manglede også bare. Det er alle forældres pligt, skilsmisse eller ej. Børn har behov for - og ret til - begge sine forældre. Det hensyn må og skal stå over alt andet. Hvad fraskilte forældre så end måtte mene om hinanden, det må vige for det eneste centrale: barnets ret til løbende omsorg, kærlighed og tryghed fra begge sine forældre under hele opvæksten.

Nu er det ikke de sager, hvor forældre samarbejder ordentligt om fælles børn, der får mig til at fatte pennen. Det er derimod de mange sager, hvor børn tages som gidsler i egoistiske stridigheder mellem forældre, der er gået fra hinanden.

Jeg er rystet over de sager, der havner på mit bord. Jeg er rystet over, hvordan systemet »belønner« de forældre, der modarbejder børnenes kontakt til den anden forælder. Med systemet mener jeg statsamterne og Familiestyrelsen. Derfor finder jeg det helt uantageligt, at Udvalget vedrørende forældremyndighed og samvær slet ikke kommer med forslag til, hvordan samværssabotage effektivt kan begrænses og forebygges.

Samværssabotage kan i sagens natur kun udøves af bopælsforælderen. Opskriften på at sætte samværsforælderen ud af spillet er såre enkel: Bopælsforælderen skal blot producere konflikter om alt mellem himmel og jord: skiftetøj, juleaften, samværshyppighed, nye partnere - og eventuelt også fremsætte udokumenterede beskyldninger af passende grovhed om den anden forælder. Når gryden med konflikter blot holdes i kog, så vil systemet med ret stor sikkerhed »belønne« den konfliktproducerende bopælsforælder. Så vil statsamtet reducere eller helt ophæve børnenes samvær med den anden forælder. Begrundelsen vil lyde: »På grund af konfliktniveauet« og »ud fra en skønsmæssig helhedsvurdering«.

Mange af de horrible sager på mit skrivebord handler om børn, der med statsamtet hjælp helt er blevet afskåret fra samvær med deres far. Det må vel skyldes vold eller incest, vil mange nok tænke. Men nej. I så fald ville det jo ikke være grotesk, at samværet er suspenderet.

Det horrible er, at sagerne handler om samvittighedsfulde forældre, der er fundet fuldt egnede til at varetage deres børns tarv. Fædre, som børnene udtrykkeligt savner, og som aldrig har været dømt eller sigtet for noget ulovligt. Sådanne fædre fratager man i dagens Danmark retten til at se deres børn ved ren administrativ beslutning. Jeg forstår godt, hvis disse fædre føler, at de har mindre retssikkerhed end de mødre, der ser deres børn kidnappet til udlandet af en udenlandsk ægtefælle. Sidstnævnte mødre hjælpes trods alt af den danske stat.

Et eksempel fra min bunke kan illustrere, hvor galt det er fat. Et par år efter skilsmissen anmoder en mor statsamtet om at ophæve faderens samværsret med de to sønner på 6 og 9 år. I første omgang beslutter statsamtet, at drengene fortsat skal være hos far hver anden søndag, fordi det er »overordentligt vigtigt, at samværet med faderen fastholdes. Begge børn har et ønske om kontakt med faderen«. Henvendt direkte til moderen skriver statsamtet samtidig, at »De i usædvanlig grad udviser modvilje mod (faderen), at De ikke bakker om omkring samværet, men derimod synes at mene, at Deres aktiviteter skal gå forud for samværet med (faderen)«. Statsamtet er altså klar over moderens samværssabotage. Derfor gisper man efter vejret, når man i samme afgørelse fra Københavns Statsamt til denne mor også kan læse følgende: »Nye konflikter omkring samværet vil efter statsamtets opfattelse kun kunne føre til, at det i sidste ende vil være nødvendigt helt at ophæve samværet af hensyn til børnene, som ikke kan tåle at opholde sig i konfliktfeltet.«

Her leverer Københavns Statsamt sort på hvidt opskriften på, hvordan denne mor kan få sin vilje. Hun skal blot fortsætte konflikterne! Det gør hun - og får sin vilje to år senere. Børnene skal ikke længere se deres far. Det har statsamtet nu besluttet.

Det er langt fra det eneste eksempel på, hvordan myndigheder hjælper til at fremmedgøre og skille børn fra den ene af deres forældre. Dansk Folkeparti vil have sat barnets tarv i centrum. Derfor kræver vi, at der sættes effektivt ind over for samværssabotage.

Det har Folketinget faktisk allerede besluttet for 11 år siden, da man behandlede lovforslaget om Forældremyndighed og Ansvar. Et enigt Folketing gav da udtryk for, at nok er nok. Det skal ikke kunne betale sig at sabotere samværsretten. Sker det alligevel, skal forældremyndigheden kunne flyttes til den anden forælder. Justitsministeriet var ikke glad for at få dette princip ind i selve loven, men ind kom det på Folketingets ønske.

Jeg finder det derfor stærkt foruroligende, at lovgivers vilje ikke er slået igennem i retspraksis.

Børn har ret til to forældre. Hvis en skilsmisse bliver nødvendig, så ophører forældreskabet ikke af den grund. De børn, der klarer sig bedst efter skilsmisse, er dem, hvor far og mor samarbejder om børnene og sætter sig ud over egoistisk trang til hævn og bitterhed.

De skilsmissebørn, der får det sværest, er dem, hvor forældrene fortsætter konflikterne. Skilsmissebørn er f.eks. mere sårbare og har senere i livet sværere ved at indgå stabile forhold. De har højere risiko for selv at blive skilt. De er bange for at miste. De er ofte ensomme med deres tanker og savner nogen at tale med. Skilsmissebørn er også hyppigere syge end andre børn, de har oftere behov for specialundervisning og skolepsykolog, og de er mere udsatte for at udvikle misbrugsproblemer som voksne.Jeg er tilhænger af kernefamilien af den simple grund, at det er det bedste udgangspunkt for barnet.

Bliver skilsmisse alligevel nødvendig, skal systemet gøre det bedre end i dag. Dansk Folkeparti har foreslået, at den fælles forældremyndighed ikke længere skal kunne ophæves, blot den ene af forældrene ønsker det. En sådan ændring vil tage luften ud af utallige sager, hvor børn bliver ofre i en krig om forældremyndigheden. Jeg er derfor helt enig i Ole Bjergs kritik af udvalgsbetænkningen, der kun undtagelsesvist vil indføre adgang til at dømme til fælles forældremyndighed. Naturligvis skal det være omvendt: den fælles forældremyndighed skal kun undtagelsesvist kunne ophæves. Ole Bjerg henviser med rette til de svenske erfaringer, der viser, at fælles forældremyndighed i de fleste tilfælde fungerer godt for barnet, selv om forældrene har meningsforskelle.

Dansk Folkeparti vil have en konsekvent linje over for samværschikane og forældre, der nægter at medvirke i konfliktmægling og børnesagkyndig rådgivning. En løsning kan være at overflytte børnenes bopæl til den anden forælder i disse sager. Det skal nok få samarbejdsviljen på gled.

Sandheden er nemlig, at der er mange offentlige penge forbundet med at have børnenes bopælsadresse. Vi ønsker også en automatisk ret til fri proces for forældre, der tre gange har været nødt til at gå til fogedretten for at få deres egne børn udleveret fra den anden forælder.

Et er sikkert. Når Folketinget i næste samling skal drøfte lovgivningen om forældremyndighed og samvær, så slipper vi ikke den røde tråd: Barnets tarv og ret til både en far og en mor.

berlingske.dk/kronikker

Ole Bjerg skrev i går »Mor bestemmer - nu og i fremtiden«

Kronikken i morgen:

»Den ny heks« af forfatter, dr.phil. Allan A. Lund.