Brug den danske model

Berlingske Tidende har udtrykt sig positivt om sammensætningen af den nye velfærdskommission med dens massive repræsentation af højt kvalificerede økonomer. Det karakteriseres som specielt modigt ved sammensætningen, at regeringen har undladt repræsentanter fra fagbevægelse, erhvervsorganisationer og lignende. Som det formuleres af erhvervsredaktør Peter Kjærgaard: »Kommissionen bliver revet fri af det sædvanlige politiske fedteri og kompromismageri. Den får et mandat, der må give store forhåbninger om vidtgående forslag til reformer og mere hensigtsmæssige måder at finansiere velfærdsstaten«.

Det er ikke vores hensigt på nogen måder at anfægte de udvalgte medlemmers kvalifikationer. Vi vil heller ikke hævde, at det nødvendigvis altid vil være hensigtsmæssigt på den klassisk danske facon direkte at inddrage repræsentanter for alle tænkelige interesser i et kommissionsarbejde, når noget skal forandres. Men det, der kalder til modsigelse, er den foragt Berlingske har udtrykt for en nærmere inddragelse af interesseorganisationer i forberedelsen af velfærdsreformer.

Det danske velfærdssystem i almindelighed - og herunder reguleringen af arbejdsmarkedet i særdeleshed - er ellers i de sidste 100 år blevet opbygget og løbende reformeret gennem denne tætte inddragelse af interesseorganisationerne. Når det gælder arbejdsmarkedet, kan man endda tale om parternes selvregulering. Det er et fænomen, som almindeligvis betegnes som den danske model. Og det er en reguleringsform, som har vist sig effektiv ved på engang at skabe et samfund præget af vækst og høj konkurrenceevne og samtidig sikre borgerne en høj grad af tryghed og kontinuerlige forbedringer af velfærdsydelser samt løn- og arbejdsforhold.

Den danske model har også de seneste årtier været effektiv på grund af parternes evne til at tilpasse reguleringen det stigende ydre pres i form af nye produktionsformer, teknologiske forandringer og økonomiens internationalisering. Der er gennem en decentralisering af overenskomstforhandlingerne blevet skabt større fleksibilitet i virksomhederne samtidig med en fastholdelse af lønmodtagernes tryghed. Denne balance mellem virksomhedernes og lønmodtagernes interesser er et fænomen, der i den internationale forskning betegnes »flexicurity«. Og det er netop Danmark, der ofte fremhæves på grund af interesseorganisationernes evne til i et samspil med det politiske system at sikre effektivitet gennem balancen mellem fleksibilitet og sikkerhed.Hvad angår parterne på arbejdsmarkedet er der således ikke tale om »politisk fedteri og kompromismageri«, når de inddrages og får indflydelse på og ansvar for væsentlige samfundsspørgsmål. Tværtimod har deres indflydelse i en dansk sammenhæng bidraget til at løse samfundsmæssige problemer og fastholde og udvikle en effektiv produktion. Det er ikke mindst disse parter med ansvaret for reguleringen af løn- og arbejdsforhold, som har relevans for velfærdskommissionens arbejde, fordi spørgsmålet om pension i almindelighed og efterløn i særdeleshed allerede er blevet et centralt omdrejningspunkt i debatten. Det måske mest centrale tema i velfærdskommissionens arbejde er således et tema, som er væsentligt for både de faglige organisationer og arbejdsgivernes sammenslutninger, fordi medlemmerne begge steder i høj grad vil blive påvirket af de forandringer, som kommissionen kan forventes at foreslå.

Problemet er naturligvis, at der er tale om spørgsmål, hvor det er særdeles vanskeligt at skabe et kompromisernes balancepunkt på grund af stærkt divergerende interesser. Til gengæld gælder så meget desto mere, at hvis det virkeligt lykkedes at skabe konsensus mellem parterne, ville der for alvor blive tale om en langtidsholdbar reform, hvorimod løsninger tvunget igennem politisk risikerer at blive undergravet af fortsatte stridigheder og dermed følgende obstruktioner.

Det er den positive historie om den danske model, at løsninger gennemført på baggrund af enighed mellem interesseorganisationerne har skabt ro på arbejdsmarkedet, fordi de gennemføres af parter, der har den nødvendige viden og tætte forbindelser til de direkte berørte og derfor kan sikre en effektiv implementering og overholdelse. Selvom roen naturligvis har haft en pris, har den holdt sig på et niveau, hvor effektivitet og konkurrenceevne har kunnet fastholdes.

Det er den negative historie om den danske model, at forudsætningen om enighed mellem parter med potentielt konfliktende interesser til tider kan sætte enhver fornyelsesproces i stå, fordi blot en af parterne er i stand til at blokere.

Selv om hovedhistorien indtil dato har været, at den positive tendens vejer tungere end den negative, tror man tilsyneladende på Berlingske, at den danske model er ved at have udtjent sine muligheder. Det er egentlig ejendommeligt, at man er nået til den konklusion netop i et spørgsmål, hvor pension står centralt. Interesseorganisationerne på arbejdsmarkedet har ellers i de seneste tiår mere end andre bidraget til at gøre noget ved problemet med den stigende pensionsbyrde. Vi har netop udgivet bogen »Fra magtkamp til konsensus«, som analyserer historien om, hvordan arbejdsmarkedspension (AMP) blev udbredt til hele det danske arbejdsmarked ved overenskomstforhandlingerne i 1989 og 1991 og dermed skabte en opsparing, som set i det lange perspektiv dæmper statens udgifter til pension.

AMP fik ganske vist en beskeden start på DA/LO-området i 1991 med en opsparing på 0,9 pct. af lønnen, men med den fortsatte udbygning nåede man i år de 9 pct., og der er blandt lønmodtagerne ønske om endnu mere. Det er således ikke en overdrivelse at karakterisere AMP-reformen som en af de mest skelsættende aftaler, der er indgået i overenskomstsystemet i det 20. århundrede. En reform, som i høj grad også vil have perspektiver for det 21. århundrede.Det er en fundamental reform, fordi den har ændret balancen i det danske pensionssystem. Det var fra starten baseret på en generel velfærdsmodel med pensionen finansieret løbende over skatterne. Med AMP blev tilføjet et væsentligt element af en arbejdsmarkedsbaseret velfærdsmodel i form af obligatorisk opsparing i private pensionskasser. Det var således et brud med den velfærdsmodel, som mere end noget andet er blevet identificeret med Socialdemokratiet, og derfor var det ikke uden sværdslag internt i fagbevægelsen og i forholdet mellem parti og fagbevægelse at skabe opbakning om et sådant nyt system. Samtidig var det en reform, som også mange arbejdsgivere så på med den største skepsis, fordi de nye pensionsfonde blev opfattet som fagbevægelsens forsøg på at indføre »Økonomisk Demokrati ad bagvejen« og dermed en trussel mod ledelsesretten.

Når AMP-reformen alligevel kunne gennemføres, skyldes det, at den fik den nødvendige kickstart gennem en utraditionel alliance mellem Schlüter-regeringen og fagbevægelsen. Denne alliance kulminerede med en trepartsaftale, som skabte det institutionelle grundlag for ny fremgang i dansk økonomi. Det var den såkaldte Fælleserklæring, som blev indgået i december 1987. Fagbevægelsen bandt sig til en konkurrenceforbedrende lønpolitik, mens regeringen lovede opbakning til gennemførelsen af en AMP-reform. Men mens den borgerlige regering i den afsluttende del af sin levetid på grund af ydre og indre svækkelse tøvede så meget, at AMP-reformen var truet, så holdt fagbevægelsen fast.Parterne i den offentlige sektor holdt reformen på skinnerne med OK89, hvor de resterende offentligt ansatte uden pensionsordning fik AMP. Og det blev fulgt op på det private arbejdsmarked med OK91, hvilket var afgørende, fordi det var her, at de meget store grupper uden pensionsordning fandtes. Når det kunne lade sig gøre at nå til et forlig om AMP, skyldes det ikke mindst et tilfældigt sammenfald med reformen i overenskomstsystemet i samme periode. Magten gled fra hovedorganisationsniveauet, dvs. fra LO og DA, til store og i nogen grad nye sektororganisationer, som fx Dansk Industri og CO-industri. Det skabte blandt disse nye aktører en fælles interesse i at styrke deres positioner Derfor kunne der med parterne i industrien i spidsen trods det stærkt konfliktfyldte udgangspunkt nås til enighed om oprettelse af nye pensionsordninger, som tilføjede et nyt væsentligt område til overenskomstsystemet og dermed understregede parternes betydning.

AMP er den største privatisering, der er sket på velfærdsområdet, men den er gennemført som en obligatorisk ordning, som bygger på solidariske principper. De »gode liv« må bidrage til, at også de »dårlige liv« kan dækkes. Der var i begyndelsen stadig hos arbejdsgiverne en nervøsitet for, hvad de mange milliarder skulle bruges til, men i dag administreres midlerne i fred og fordragelighed i fællesskab af parterne.

Det skal afslutningsvis tilføjes, at diskussionen om en pensionsreform går langt tilbage. Partierne i Folketinget og de skiftende regeringer har meget længe vidst, at der skulle væsentlige ændringer til. Men trods adskillige forsøg var de politiske partier hverken i 1960erne, 1970erne eller 1980erne i stand til at finde løsninger, som kunne fremtidssikre pensionssystemet. Her kan man netop tale om aktører, som var ude af stand til at sætte egne snævre interesser til side og skabe de nødvendige, holdbare løsninger. Derfor måtte parterne på arbejdsmarkedet inddrages for at sikre den politiske tyngde, som skulle til for at få gennemført en reform. Spørgsmålet er, om det samme ikke også bliver tilfældet, når velfærdskommissionens anbefalinger til sin tid skal omsættes til praktisk og bæredygtig politik.