Aldrig har julemusik været så skøn som på en bidende kold, snefuld dag i december i New York i både et, to og tre juleoverpyntede stormagasiner i størrelse XL. Mere guld, sølv og glimmer end fantasien kan gabe over. Julemand og julemænd, blinkende gigantgraner, skøjtebane udenfor og en milliard europæiske og asiatiske turister til at forevige det hele. I Macy's, Bloomingdales og selv i det stilfulde Barney's, som selv på en dårlig dag får Illum og Magasin til at ligne Tøj & Sko, er det jul.
Og lyden af Frank Sinatras »Santa Claus Is Coming To Town« og Tony Bennetts »Winter Wonderland« gik igen og igen. Sammen med Bing Crosbys oprindelige udgave af »White Christmas«. Det forekommer måske ikke som den største selvfølgelighed, men Irving Berlins evergreen er faktisk den mest solgte og mest spillede sang i verdenshistorien. Følelsen af jul, stemningen som man lavede den engang, var ikke til at komme udenom. Ikke mindst takket være de gamle croonere og de store, smagfulde orkestreringer af klassikerne.
Men der er langt fra New York til København lige nu. Og det i mere end geografisk forstand. For hvis man vil opdatere julen, bryde med årtiers vanelytning og søge andet end opsamlings-CDen, hvorpå Wham synger »Last Christmas«, John Lennon erklærer »Happy Xmas (War Is Over)« i selskab med fruen og Band Aid skråler »Do They Know It's Christmas«, så er julen 2009 lidt af en rutsjebanetur. I år er der udkommet så mange jule-CDer, at skal man lytte til dem alle sammen, ja, så er vi langt inde i januar.
Der er selvfølgelig en grund til, at julepladerne er populære hos diverse navnkundigheder og deres respektive pladeselskaber, nemlig den at langt de fleste mennesker har en eller anden idé om, at julemusik lige føjer det sidste ekstra til idylscenariet. I den ånd og tro er jeg opdraget, og det formidler jeg ukritisk videre til næste generation. Som nu i den forgangne weekend, da den stod på 110 procent gran, dekoration, pyntning af juletræ, hjemmebag - i regi af et udvalg af årgangens jule-CDer.
De gode
Det begyndte faktisk rigtig godt. Afsenderen var svensk, trioen Georg Wadenius, Arild Andersen og Jan Lundgren, som under rubrikken »Jul På Svenska« har skabt et virkelig stemningsfuldt album af diverse traditionals og svenske årstidssange udsat for kontrabas, el-guitar og flygel. Afsættet er jazz, blid, langsommelig og organisk lækker jazz. Man behøver ingenlunde være jazz-fanatiker for at lægge øre til de elleve fine numre. Som vel ret beset rimer mest på en sen aften time i stearinlysets skær, med cognac i glasset og ro indeni - og udenpå. En rigtig smuk skive.
Ligeledes smuk, men ikke helt så gennemgående, er den 46-årige rødtop Tori Amos' »Midwinter Graces«. Albummet rummer en blanding af fortolkninger af klassiske julesange og egne sange. Tori Amos har i de sidste to årtier skiftevis begejstret og skuffet med sine flygelbårne pop- og rocksange, som når de er bedst virkelig formår at kradse i både sjæl og hud. Intens er hun under alle omstændigheder, og det er hun også her, hvad enten rytmerne er arabisk inspirerede som på »Star Of Wonder« eller helt kølige tangentbårne som på »Heilige Nacht (Silent Night, Holy Night)«. Man drages langsomt men sikkert ind i musikken af Tori Amos' rystende, skrøbelige vokal. Her er julestemning.
Tilbage i oktober udsendte Bob Dylan noget overraskende julealbummet »Christ-mas In The Heart«. Herpå fortolkede han velkendte sange som bl.a. »Little Drummer Boy«. Også Dylan har noget at føje til julens toner. Musikalsk i et vellydende virvar af især folk, blues og country. Den 68-årige legende skærer sig igennem bag mikrofonen, og man er faktisk intetsteds i rigtig tvivl om, at han mener projektet alvorligt.
De udenlandske
Men julemusik kan også være en prøvelse. I omegnen af 200.000 amerikanere købte Andrea Bocellis »My Christmas« i den første uge, pladen var ude. Bocelli er forstås den blinde, italienske tenor, som allerede har solgt i omegnen af 70 millioner album. Dette er klassisk pop i patosskvulpende, orkestrale og voldsomt andægtige arrangementer. Bocelli blander engelsk og italiensk, og han er afgjort bedst på sit modersmål. Herefter er det ganske umuligt at finde bare yderligere én formildende omstændighed ved pladen. Andrea Bocelli synger så rædsomt, at man rammes af fysisk ubehag. Det lyder falsk, gebrokkent og som dårlige stiløvelser.
Vi bliver i udlandet. Drager over sundet til den svenske sangfugl Carola. Den troende Carola har tidligere udsendt flere julealbums på svensk, denne gang forsøger hun sig på engelsk. Med gæster. En af dem selveste Mr. Potts fra Storbritannien ... Gospel, jazz, radiopop og svensktop. Carola kan bestemt synge, og et par steder er man ikke i tvivl om, at meget af hendes vokal har direkte forbindelse til hendes hjerte!
Mere pussenusseligt lander julesangene fra en anden af vores musikalske naboer, den norske sangerinde Sissel Kyrkjebø og hendes kollega Odd Nordstoga. Der går en religiøs musikalsk tone igennem albummet, som stilistisk bevæger sig rundt mellem klassisk, jazz, og populærudgaver af (småirriterende) folk og gospel. Norsk er ikke umiddelbart det mest medgørlige sangsprog at lægge øre til, når det formidles så højstemt som her. Sissel synger »bare« som Sissel altid gør, højt og på den samme måde uanset stilart.
Med tanke på Ronan Keatings musikalske historie med storsælgende boyband og en mindre succesfuld solokarriere, er det ikke den store overraskelse, at hans musikalske bjældeklang (det er ikke kun julesange) på »Winter Songs« placerer sig mellem den romantiske boybandpop - og den lidt tarvelige ende af Londons musicalgade. Men man skal ikke kimse ad den umiddelbare hitværdi, der ligger i et par af de mest sukkermusikalske popskæringer. Ikke mindst »Scars«.
De danske
Husker du Linda.. eller øh, »Husker du julen...« lyder titlen på dette års »X Factor«-vinder Linda Andrews' samarbejde med Malmös Symfoniorkester. Materialet er klassiske julesange oversat til dansk arrangeret så det gør noget. Puha.. det er mildt sagt lidt af en prøvelse. Linda skriger, når musikerne presser hende. Helheden er uden varme og fylde, det er bare oppustet og lir af den mest banale og upersonlige slags. Det kan ikke anbefales at sætte lys på træet til denne CD.
Så er der i det mindste mere personlighed at hente hos Lene Siel, som for anden gang juler på CD. Hun henvender sig til musicalpublikummet og børn - altså et publikum uden kulturfine fornemmelser med hang til identifikation med floskler og klassisk kitsch. Broderparten af det publikum vil også kunne finde frelse, for nu at køre stemningen helt op i gear, i selskab med Jette Torp. Det står mig bekendt intetsteds skrevet, at fordi man engang kunne ramme en tone i et Finn Nørbygaard-show, så skal man partout udgive plader i 2009. Jette Torp har indspillet nærværende i en ruf mellem frokost og aftensmaden. For at få tiden til at gå. Sådan lyder det i hvert fald. Låsby Svendsen på plade.
Der er heldigvis gjort mere stads ud af »Ka' ikke vente«, som rummer forskellige julesange for børn. Faktisk en hyggelig sag, selv om den ofte er lidt ubehjælpsom musikalsk og tekstmæssigt. Men det gør mindre, for den virker. Man kommer i stemning på børnenes præmisser. Det her er pladen der rimer på brunkagedej i håret og snotfingre i blød nougat og marcipan.
Ligeledes henvendt til (mindre) børn er Albertes kombi-CD, som består af nissefortællinger og sange. Musikalsk er det Albertes typiske blend af pop og jazz og distinkt artikuleren. Det er en hygge-CD, som passer rigtig fint til når juletræet skal pyntes.
