Togrejser hitter blandt danskerne: Interrailsalget er eksploderet

Antallet af solgte interrailrejser er steget med 47 procent på blot et år. DSB vil investere i tog og løsninger, der gør det nemmere at rejse ud i Europa. Klimadiskussionen er årsagen til stigningen, mener eksperter.

Togrejser er et populært alternativ til flyrejser. Nye tal fra DSB viser, at salget af interrail-billetter er steget med 47 procent i forhold til sidste år. Fold sammen
Læs mere
Foto: Malte Kristiansen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

12 timers togtur ned gennem Europa med landskabet susende forbi og fornemmelsen af, hvor man befinder sig, hitter blandt danskerne.

Nye tal fra DSB viser, at der de seneste år er sket en massiv stigning i antallet af solgte interrail-billetter. Første halvår af 2019 er der solgt 7.728 billetter, mod 5.123 billetter samme periode sidste år. Det er en stigning på 47 procent. Med seks måneder tilbage af året forventer DSB at overhale forrige års resultat. De seneste år er salget kun gået op.

Tallene viser også, at det ikke kun er de unge, der tager på interrail, som det ellers har været tradition. Gruppen af seniorer på 60+ er den, der vokser mest. Stigningen fra 2017 til 2018 viser, at andelen af seniorer, der køber et Interrail Pass er steget med 54,3 procent. Selvom stigningen er massiv, er det dog fortsat de unge, der rejser mest på interrail.

Malene Freudendal-Pedersen, lektor ved Institut for Mennesker og Teknologi på RUC

»Der er ingen tvivl om, at der er sket en eksplosion inden for interrail det sidste stykke tid. Ferierejser med tog er kommet stærkt tilbage. Hele klimadiskussionen har været med til at flytte det. Det tage et fly på ferie har været så rutinepræget, at vi helt har glemt at tænke over, at det er noget vi gør.«


Klimadiskussionen spiller ind

Malene Freudendal-Pedersen, lektor ved Institut for Mennesker og Teknologi på Roskilde Universitet, forsker i mobilitet og trafikadfærd. Ifølge hende er der en meget tydelig tendens i, at danskernes lyst til at holde ferie med tog er stigende.

»Der er ingen tvivl om, at der er sket en eksplosion inden for interrail det seneste stykke tid. Ferierejser med tog er kommet stærkt tilbage. Hele klimadiskussionen har været med til at flytte det. Det at tage et fly på ferie har været så rutinepræget, at vi helt har glemt at tænke over, at det er noget, vi gør. Især italesættelsen af, hvor meget man rent faktisk selv kan gøre ved bare at spare på flyture har været medvirkende til at rykke rigtig mange mennesker rigtig hurtigt,« forklarer hun.

Interrailere på Hovedbanegården i 1979. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ole Buntzen.

Det er ikke udelukkende klimadiskussionen, der har en betydning for stigningen i antallet af solgte togrejser. Tendensen med at sætte farten ned i en travl hverdag kan også have en væsentlig betydning.

»Mange har fået øjnene op for den langsommelighed, der er i togrejser, i et samfund, hvor alt går stærkt. Det er tillokkende, at der er mulighed for at besøge flere steder langsomt. På mange måder kan man sige, at interrail er en modreaktion for at sætte hastigheden ned og komme frem til ting i realtid. Det tager den tid, det tager, og man får en fornemmelse af, hvor man er på vej hen,« siger Malene Freudendal-Pedersen.

Hos DSB er det også klimadagsordenen, der er den mest logiske forklaring på væksten i antallet af solgte billetter, men man mener også, at det er en helt særlig nostalgi, der særligt blandt de ældre er årsagen til stigningen i lige netop det segment.

Katrine Hartmann-Petersen, Lektor i mobilitet og byplanlægning, Roskilde Universitet

»De stigninger i togrejser vi kan se nu, er en blanding af en meget stærkere klimabevidsthed, som bliver koblet sammen med en historisk erfaring og de værdier, vi tillægger de forskellige transportmidler.«


»De største vækstrater ser vi inden for voksne- og ældresegmentet. Folk fortæller, når de køber billetten, at de har prøvet interrail tidligere. Så derfor har vi en teori om, at man har gode minder fra 1970erne og 80erne, og så har man fløjet Europa tyndt med fly, og nu vil man gerne genoplive gode minder og rejse på en ny måde, hvor man ser noget nyt på rejsen,« fortæller Aske Wieth-Knudsen, underdirektør i DSB Kommerciel.

Togrejser er symbol på klimavenlighed

Det er ikke kun interrail, som de togglade rejsende efterspørger. Hos rejsebureauet Spies, har man i år arrangeret den første charterrejse med tog til Schweiz. Her kan man for 11.995 kr. komme på en kombineret togrejse og vandretur til de schweiziske alper. Det har man gjort for at tilbyde et klimavenligt rejsealternativ til selskabets gæster.

Men hvorfor er det lige toget, der lynhurtigt er blevet et af de allerstørste symboler på klimavenlighed hos danskerne?

Katrine Hartmann-Petersen fra RUC forsker blandt andet i klimadagsordenens indvirkning på individets adfærd. Hun mener, at årsagen skal findes i vores værdier.

»Hvis man kigger på de alternativer, der er til at tage bil eller fly på ferie, så er vi nede på tog eller bus. Og bussen står jo ikke for noget, der er særlig klimavenligt. De stigninger i togrejser, vi kan se nu, er en blanding af en meget stærkere klimabevidsthed, som bliver koblet sammen med en historisk erfaring og de værdier, vi tillægger de forskellige transportmidler. Der ligger en helt anden historisk romantik i togrejsen som ferieform, end der gør i busrejsen. Du kan bruge tiden anderledes, og du kan bevæge dig frit rundt, imens du er på vej,« fortæller hun.

Ung kvinde på Interrail i 1988. Her fotograferet på Hovedbanegården i København. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bjarne Lytchke.

Hos DSB betyder danskernes øgede fokus på togrejser, at man vil investere i at gøre togrejser ud i Europa fra danske byer endnu nemmere.

»Den store vækst gør, at vi kigger ind i den internationale strategi med andre øjne for at kunne imødekomme den øgede efterspørgsel. Vi investerer massivt i at indkøbe nye tog, der kan udvide vores internationale produkt, så vi kan få mange flere afgange fra både Aarhus og København i løbet af nogle år. Vi kigger også på de billetsamarbejder, vi har, så kunderne nemmere kan søge og finde rejser, de ønsker,« siger Aske Wieth-Knudsen.