Hun møder patienter, der gør alt det rigtige for fordøjelsen. De overser et vigtigt element, man selv kan skrue på
Læge Alice Højer skammede sig over sine forstoppelse i årevis og blev afhængig af afføringsmiddel. Nu ved hun, at løsningen på mange danskeres fordøjelsesbesvær ikke findes i medicin, men i små hverdagsændringer.
Læge Alice Højer har på egen krop prøvet, hvordan stress kan sætte fordøjelsen helt ud af spillet. Men man kan gøre meget selv. Foto: Linda Kastrup
Alice Højers far sad altid lang tid på toilettet. Så længe, at hendes mor blev irriteret og skældte ham ud.
Derfor sagde Alice Højer heller ikke noget til nogen, da hun som 15-årig bemærkede, at også hun kæmpede med sin fordøjelse.
Den var træg, hun havde svært ved at komme af med det.
Men hun led i tavshed.
I dag er Alice Højer privatpraktiserende læge i Ordrup med speciale i mave-tarmsygdomme. Hun har det meste af sit voksne liv kæmpet med forstoppelse.
»I mange år var det enormt skamfuldt for mig, og derfor var ondt i maven en fast følgesvend.«
Hun blev storforbruger af afføringsmedicin. Især hvis hun skulle ud og rejse, var det slemt.
Alice Højer møder ofte mennesker, som ikke aner, at de er stressede. Det kan være ældre mennesker, som på trods af tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet er plaget af at ægtefællen er blevet syg. Det kan også være småbørnsforældre, som simpelthen ikke kan sige nej tak til aftaler. Sågar ledige, som oplever en stor mental belastning over at være ikke at have et arbejde. Foto: Linda Kastrup
Men for otte år siden indtraf et aha-øjeblik under Madeiras bagende sol.
Her forstod Alice Højer, hvor stærk en forbindelse der er mellem stress og fordøjelse.
Men hvor der de seneste år har været skærpet fokus på en sund bakteriesammensætning i tarmen, har vi forbigået et vigtigt element, mener Alice Højer.
Nemlig at stress kan påvirke fordøjelsen negativt.
Og det behøver ikke lyde så underligt endda.
Tine Jess er professor i mave-tarm-sygdomme, chef for grundforskningscenteret PREDICT ved Aalborg Universitet, og så har hun ad flere omgange forsket i den såkaldte gut-brain-axis.
»Hjernen og mave-tarm-systemet er et avanceret gensidigt kommunikationssystem, og derfor kan tilstanden i det ene organ påvirke det andet,« forklarer Tine Jess.
Alice Højer har selv opdaget, hvilken rolle stress har i forhold til hendes egen fordøjelse. Det har ført til en række ændringer i hverdagen. Foto: Linda Kastrup
Stress aktiverer kroppens alarmberedskab. Hvis man er i en presset situation, vil kroppen hellere bruge energi på at flygte end at fordøje maden.
»Det er smart fra naturens side, at hvis vi er i en situation, hvor vi egentlig skal fokusere på at komme væk fra det, der stresser os, skal vi ikke bruge energi på at fordøje maden. Det kan vi gøre senere.«
Problemet opstår, hvis vi slet ikke kommer ud af situationen, men at stressen bliver det normale.
»Langvarig stress forstyrrer signalvejene fra hjernen til tarmsystemet og kan ændre bakteriesammensætningen i tarmen.«
Tine Jess forklarer, at denne type stress kan give symptomer som:
Oppustethed
Mavekramper
Diarré
Forstoppelse
Kvalme
Sure opstød
Tine Jess slår fast, at der er belæg for, at man kan forbedre sin fordøjelse ved at sænke stressniveauet.
»Der er ingen tvivl om, at det har positiv effekt på mave-tarm-systemet at indføre livsstilsændringer eller terapi og fjerne sig fra de stressede situationer.«
Væk med bekymringsrynken
Sundhedsstyrelsen kalder stress et »stigende folkesundhedsproblem«, som 29 procent af danskerne led af i 2021.
Alice Højer har i perioder selv hørt til i den kategori.
Som ambitiøs medicinstuderende, da hun lavede en ph.d., der siden blev afløst af et hektisk arbejdsliv i hospitalsvæsenet. For slet ikke at nævne hjemmefronten med børn og hund.
En ferie var tiltrængt.
For Alice Højer var det et afgørende vendepunkt at åbne egen praksis. Det har givet mulighed for at indrette en hverdag med mere ro og færre stressfaktorer. Foto: Linda Kastrup
Alice Højer og hendes to veninder troede egentlig, de skulle vandre Madeira rundt med en enkelt yoga-session undervejs. Men det viste sig, at vejrtrækningsøvelser, rysteøvelser og chanting (rytmisk gentagelse af ord, lyde, red.) fyldte lige så meget.
»Det var simpelthen sådan en vild tur. Jeg følte mig forandret, da jeg kom hjem,« siger Alice Højer.
Det mest bemærkelsesværdige var, at hendes fordøjelse fungerede bedre end i årevis.
Det har siden fået hende til at skemalægge afslapning i sin hverdag. Meditation og yoga er blevet daglige følgesvende.
Og mave-tarm-specialisten rådgiver nu konsekvent sine patienter til at gennemgå deres livsstil for potentielle stressfaktorer.
Toiletsnak med arbejdsgiveren
Det er en tungtvejende årsag til, at Alice Højer har skrevet bogen »Mavero« med Helene Barsøe.
De to mødte hinanden i Højers praksis, hvor Helene Barsøe mødte op med slemme symptomer på irritabel tyktarm. Hun fik siden såkaldt FMT-behandling i Norge, lagde sin kost om og er i dag så godt som symptomfri.
Læge Alice Højer tv. mødte Helene Barsøe i sin lægepraksis for få år siden, da hun henvendte sig med slemme symptomer på IBS. Foto: Linda Kastrup
I en periode arbejdede Helene Barsøe i Alice Højers privatklinik.
»I den her arbejdsgiver og arbejdstager-relation er vi blevet enige om, at det er okay at trække sin morgen ud, hvis man ikke har været på toilettet,« siger Helene Barsøe.
Det kan man rynke på næsen af, men den lille interaktion rummer en vigtig erkendelse.
»Sådan er det med tabuer. De bliver først aflivet, når de bliver sagt højt,« fortæller Alice Højer.
På flugt fra løver
Helene Barsøe har gravet sig ned i bunker af forskningsartikler om emnet efter at have mærket, hvor hæmmende IBS kan være på egen krop.
Helt uomgængelig er forbindelsen mellem stress og fordøjelse, som også Tine Jess forklarede det.
På egen krop har Helene Barsøe mærket, hvor hæmmende det kan være at have dårlig fordøjelse. Hun har derfor gravet sig ned i al den forskning, hun kunne komme i nærheden af og testet massevis af opskrifter af. I dag er hun så godt som fri fra symptomer på IBS. Foto: Linda Kastrup
Helene Barsøe fortæller om opdelingen af det sympatiske og det parasympatiske nervesystem.
Det sympatiske nervesystem arbejder, når vi skal præstere. Her udskilles hormonet kortisol, vi oplever kortvarig stress.
Til gengæld har kroppen ikke ro til at fordøje. Det hjælper det parasympatiske nervesystem med ved at sænke puls og blodtryk.
»Det hedder rest and digest på engelsk, altså hvile og fordøjelse,« siger Helene Barsøe og tilføjer:
»Problemet er, at mange i dag primært er i det sympatiske nervesystem, fordi de er udsat for meget stress i hverdagen. Hjernen kan ikke kende forskel på akut fare i form af en løve eller en presset arbejdsuge.«
Dydsmønstre med maveproblemer
Alice Højer fortæller, at langt størstedelen af patienterne i hendes praksis også døjer med en grad af stress.
Mange af dem anerkender det bare ikke.
»De siger næsten altid, ‘Nej, jeg er ikke stresset. Jeg har bare lidt travlt, men jeg kan godt lide det, jeg laver’. Men deres krop er altså stresset.«
Det gælder sågar også dem, som er meget optaget af deres sundhed.
Dem, der står op før fanden får sko på for at træne tungt inden arbejde. Dem, der faster indtil frokost, og som er hyperbevidste om deres kost og undgår hele fødevaregrupper.
Alligevel kæmper de med fordøjelsen, fordi de overser stressens rolle.
Alice Højer og Helene Barsøe håber at udbrede vigtig viden om fordøjelse til danskerne. Blandt andet forsøger de at stille skarpt på et underbelyst element i fordøjelsen: stress. Heldigvis kan man gøre meget selv. Foto: Linda Kastrup
»De fleste kan genkende, at deres system bliver anderledes, hvis de udsættes for kortvarig stress. En eksamen kan gøre, at de konstant render på toilettet inden, eller hvis man skal ud og rejse, går det helt i stå,« siger Helene Barsøe.
Men det vækker ikke samme genklang, når man taler om den længerevarende stress.
»Det er blevet en normalitet, som mange ikke tillægger særlig betydning. Jeg møder så mange, der fortæller, at de ikke har haft fordøjelsesproblemer, da de holdt ferie, hvor der ikke skete ret meget,« siger Alice Højer.
Alice Højer og Helene Barsøe er godt klar over, at alle ikke kan tilrettelægge en hverdag, præcis som det passer dem.
»Det her er ikke et opråb om, at man skal stoppe med at gå på arbejde,« siger Helene Barsøe og tilføjer:
»Det handler nærmere om at se på, hvordan man kan skabe små lommer af ro.«
Det kan man eksempelvis gøre med følgende råd.
1. Langsomme morgener
Helene Barsøe prioriterer rolige morgener, hvor hun tænder stearinlys, hører rolig musik og laver den samme morgenmad. To æg, en variation over professorens grønne grød og en lille kande kaffe.
Morgenerne starter helst med et dyp i Kattegat for Alice Højer. Dernæst laver hun udstræk foran brændeovnen og drikker sin »stærke Bodum-kande«.
Hun holder den første time fri for konsultationer og laver kun til nød arbejde på computeren.
»De fleste mennesker går på toilettet om morgenen efter mad eller en kop kaffe. Mavesækken bliver udvidet, reflekserne går i gang og sender signaler til tarmsystemet,« siger Alice Højer.
De signaler bør man altså lytte til, i stedet for at sluge morgenmaden og haste ud af døren.
2. Mirakler ved busstoppestedet
Helene Barsøe indleder det andet råd med, at det måske kan lyde lidt irriterende.
Ikke desto mindre effektivt.
»Vi taler tit om at bruge ventetiden ved busstoppestedet, eller inden elkedlen koger, som en gave. Man kan se det som en mulighed for at trække vejret helt ned i maven eller gå kortvarigt i stå og kigge ud i luften,« siger Helene Barsøe.
3. Små nej tak’er
Alice Højer kalder det »små nej tak’er«.
Hun har mødt et utal af pressede børnefamilier, der alligevel siger ja til legeaftaler eller familiebesøg.
Her er det altså o.k. at sige pænt nej tak og prioritere at slappe af.
4. Skru ned for den store stress og op for den lille
At udsætte sin krop for kortvarig stress kan have sundhedsfremmende effekter.
»Mikrostress«, som Helene Barsøe kalder det.
»Eksempelvis når du løber en tur, stresser du kroppen, men kortvarigt, og det gør den mere modstandsdygtig til næste gang,« forklarer Helene Barsøe.
Det kan man også gøre ved at afslutte sit bad med et koldt skyl, gå i sauna eller dyrke motion.
5. Find mening i arbejdslivet
For Alice Højer blev det et vendepunkt at skifte til selvstændig lægepraksis.
Og det er ikke, fordi hun nu holder pjækkedage eller sover længe.
»Jeg har fundet en ny mening i mit arbejdsliv. Og selv hvis jeg kan komme til at glemme det nogle gange, er min søn god til at minde mig om, at jeg arbejder for noget større: nemlig at udbrede viden om mave-tarm-sundhed.«