Vores tarme gemmer antageligvis på en hemmelighed, som danske forskere arbejder på at finde frem til. En hemmelighed, som kan være en forklaring på, hvorfor nogle mennesker har lettere ved at tage på end andre, selvom de indtager lige mange kalorier, og selvom der korrigeres for forskellig fysisk aktivitet.
Det er velkendt, at vægtøgning sker, når man spiser flere kalorier, end man forbrænder, men virkeligheden er mere nuanceret. For en del af de kalorier, vi spiser, bliver ikke optaget i kroppen, men går tabt i vores afføring. Mennesker er vidt forskellige på det punkt, tyder hidtidige studier på.