YouTube klar til at lancere TikTok-konkurrent

Internetgiganten Google lancerer YouTube Shorts, som først bliver afprøvet i Indien, hvor den populære TikTok er blevet forbudt.

YouTube Shorts er Googles svar på den populære app TikTok. Premieren vil stå i Indien, hvor TikTok er blevet forbudt. Fold sammen
Læs mere
Foto: Google/YouTube

Det Google-ejede YouTube er nu klar til at afprøve sin egen udgave af den populære videoapp TikTok.

Beta- eller prøveudgaven af YouTube Shorts vil få premiere i Indien. Den bliver en del af selve YouTube, som er verdens største filmdelingstjeneste, og vil både konkurrere med TikTok og med Facebooks tilsvarende Reels.

Optagelser på 15 sekunder

YouTube Shorts begrænser filmoptagelser fra mobiltelefonen til 15 sekunder, hvorefter man – ganske som i TikTok – kan tilføje effekter og lyd hentet fra et musikbibliotek. Man kan klippe flere korte filmstumper sammen, ændre på hastigheden og sætte nedtælling på, når man optager uden at holde mobilen i hånden.

Indien forbød i juni al brug af TikTok og 58 andre kinesiske mobilapps som følge af grænsestridigheder mellem Indien og Kina. Indien var ellers TikToks største marked med omkring 120 millioner brugere.

YouTube Shorts vil dog have konkurrence fra en række indiske apps, som på tilsvarende vis i hast har forsøgt at overtage TikToks marked i landet.

Ifølge YouTubes produktdirektør, Chris Jaffe, vil YouTube Shorts senere nå andre lande, og nye funktioner vil blive tilføjet.

TikTok kæmper mod forbud

Lanceringen kommer, samtidig med at TikToks ejer, ByteDance, kæmper med at håndtere det forbud, som USAs præsident, Donald Trump, har udstedt mod appen, der på verdensplan anslået har 700 millioner især unge brugere. Forbuddet skyldes amerikansk bekymring for, at brugeroplysninger kan ende i hænderne på den kinesiske regering, hvilket TikTok har afvist.

Donald Trump beordrede i august videotjenesten solgt eller lukket inden 12. november.

I weekenden meldte ByteDance, at man vil tage IT-giganten Oracle ind som teknologipartner og lade Oracle håndtere amerikanske brugeres data. Denne aftale vil blive behandlet af den amerikanske regering senere i denne uge, har finansminister Steven Mnuchin meddelt.

YouTube blev åbnet i 2005. Året efter, i 2006, købte Google YouTube for omkring ti milliarder kroner.