Hvad vil en amerikansk supermarkedschef med en kinesisk videoapp?

Doug McMillon har som topchef trukket den amerikanske supermarkedsgigant Walmart i en klar digital retning. Men hvad vil han, når han går med i Microsofts bud på at overtage den omstridte kinesisk-ejede videoapp TikTok?

Den amerikanske detailgigant Walmarts topchef, Doug McMillon, er en af USAs mest indflydelsesrige topledere. Walmart er landets største private arbejdsgiver, men har også et stort globalt fodaftryk, ikke mindst i Kina. Jim WATSON/ AFP / Ritzau Scanpix

Da Doug McMillon i 2014 blev chef for amerikanske Walmart, var noget af det første, han gjorde, at sende en bog til samtlige ledere i den mægtige detailgigant.

Bogen — »The Everything Store« af journalisten Brad Stone — handler om Amazons fremmarch som en formidabel netgigant. Bogen tjente som en påmindelse om, at fremtidens butikker ikke nødvendigvis er lavet af mursten og mørtel.