YouTube åbner pengekassen i kampen mod TikTok

Googles videotjeneste vil dele annonceindtægterne for at få flere til at lægge ultrakorte filmklip ud på YouTube for at vriste dem fri af konkurrenten fra Kina.

Det kinesiske TikTok er lynhurtigt blevet så stort, at andre og ældre tjenester på nettet som Googles YouTube bliver presset, fordi TikTok trækker brugerne væk. Dado Ruvic/Reuters/Ritzau Scanpix

Det Google-ejede YouTube forsøger at slå tilbage mod sin kinesiske storkonkurrent, TikTok, ved at forsøge at lokke med, at der nu kan tjenes penge på de meget korte videoklip.

YouTube vil indføre reklamer på den nye Shorts-funktion, så skaberne af videoklip kan få 45 procent af indtægterne. YouTube har som standard for andre typer af video, som lægges ud på tjenesten, at man får 55 procent.