YouSee giver svar på tiltale: »Vi udskifter Discovery med mere populære kanaler«

I dagens Berlingske giver Discovery Networks’ direktør sin version af konflikten mellem mediegiganterne. Nu giver YouSee svar på tiltale. Discoverys 11 kanaler bliver udskiftet med mere populære alternativer samt mere streaming. Tvivl må stå for deres egen regning, siger YouSee-chef.

 Jacob Mortensen.
Jacob Mortensen, adm. direktør for YouSee, fortæller, at man fjerner Discoverys kanaler fra de faste TV-pakker for at give plads til mere populært indhold. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR-foto

I et interview i Berlingske i dag fortæller Christian Kemp, der er administrerende direktør for Discovery Networks Danmark, at han ikke forstår, hvorfor YouSee har valgt at fjerne alle Discoverys kanaler fra de faste TV-pakker.

Nu giver YouSees administrerende direktør, Jacob Mortensen, svar på tiltale.

»Vi tager nogle kanaler ud, som bliver set mindre nu, end de gjorde tidligere, og så lægger vi noget mere populært indhold ind i stedet,« siger han.

Discoverys kanaler bliver skiftet ud med en række kanaler fra TV 2, Viasat og C More. Og de kanaler bliver ifølge YouSee set mere end Discoverys kanaler. Desuden er beslutningen en reaktion på et skifte i danskernes medieforbrug, hvor streaming fylder fortsat mere.

»Samlet set bliver der set mindre flow-TV i dag end tidligere. Til gengæld bliver der set mere streaming, og det kommer der nu mere af ind i de faste pakker,« siger han.

Trods det tror Jacob Mortensen, at mange af YouSees kunder stadig gerne vil se Discoverys kanaler. Den formodning får man hurtigt bekræftet af et besøg på YouSees Facebook-side, hvor kunder i stride strømme truer med at finde en anden operatør.

»Derfor arbejder vi for og håber på, at vi kan fortsætte med at have Discoverys kanaler som en del af Bland Selv og fortsætte det partnerskab, vi har haft i mange år,« siger Jacob Mortensen.

Forhandlinger:

Christian Kemp fra Discovery afviser dog blankt, at Discovery nogensinde kommer til udelukkende at være en del af en Bland Selv-løsning.

Jacob Mortensen mener dog stadig, at problemet kan løses, men han ønsker ikke at komme ind på hvordan.

»Vi skal løse det her problem i fællesskab, og jeg tror på, at forhandlingerne foregår bedst ved, at det ikke foregår gennem medierne,« siger han.

Vil du hverken be- eller afkræfte, om Discovery kunne komme til at være en del af de faste TV-pakker alligevel?

»Nej det vil jeg ikke. Vores intention er stadig, at vi fortsat kan tilbyde Discoverys indhold i Bland Selv,« siger han.

Manglende forhandlinger

Hos Discovery har man dog ikke indtryk af, at forhandlingerne er i højsædet.

Christian Kemp siger, at sidste gang han talte med en fra YouSee, var tirsdag morgen i sidste uge. Er der forhandlinger?

»Det, der er det vigtigste for mig, det er, at vi sætter os sammen igen. Vi er mere end villige til at mødes. Så den melding fra Christian til dig tager jeg som en invitation til, at vi skal mødes. Så det vil jeg tage initiativ til,« siger Jacob Mortensen.

Så du ringer til ham snart?

»Ja, jeg sørger for, at vi fortsætter den dialog, der det seneste halve år har været mellem YouSee og Discovery,« siger han.

Også måden, som kommunikationen mellem de stridende mediegiganter er forløbet på, undrer Christian Kemp. Han siger, at han for første gang nogensinde blev præsenteret for, at Discoverys kanaler udelukkende skulle være en del af YouSees Bland Selv, i en e-mail, som han modtog sidste mandag klokken 16.58.

Den forklaring stiller Jacob Mortensen sig dog lidt uforstående over for.

»Der har været forhandlinger det seneste halve år. Der har været forskellige scenarier i spil, og et af dem har været, at Discoverys kanaler skulle overgå til udelukkende at være i Bland Selv. Hvis der har været tvivl om det, må det stå for Christians regning,« siger han.

Ikke desto mindre er bundlinjen, at hvis en af de to parter ikke ændrer standpunkt, kan kunder hos YouSee ikke længere se Kanal 4, Kanal 5, Eurosport og resten af Discovery Networks Danmarks kanaler, når klokken passerer midnat den 31. december.