VR-iværksætter vinder pris efter kun 11 måneders drift: »Det er ret syret«

Mandag blev årets iværksætteruge skudt i gang i Aarhus, der i år har fokus på grønne rollemodeller. Samtidig blev Vallø Prisen overrakt til en kvindelig iværksætter, der har gjort noget helt særligt.

Anne Kristine Schwartzbach fra Konfront vinder Vallø Prisen 2019. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Hun har skabt et VR-univers, som hjælper børn og unge med f.eks. angst eller autisme til at overkomme hverdagens udfordringer. Og nu har hun vundet en pris for sin indsats, selv om hendes virksomhed kun er 11 måneder gammel.

Anne Kristine Schwartzbach er dette års vinder af Vallø Prisen, en erhvervsdrivende fonds pris, som gives til kvinder, der har gjort en helt særlig indsats. Tidligere vindere tæller bl.a. Margrethe Vestager, Maternity Foundation og Bydelsmødre.

Anne Kristine Schwartzbach fik overrakt prisen mandag eftermiddag i Aarhus som led i åbningen af dette års Global Entrepreneurship Week.

Årets iværksætteruge har fokus på grønne rollemodeller, og iværksætteri, klimaløsninger og fremtidens virksomheder vil ugen igennem være hovedfokus i en række arrangementer over hele landet.

»Vi vil gerne slå et slag for, at iværksætteri er for alle. Uanset køn og baggrund. Vi har brug for gode forbilleder, og årets prismodtager er netop sådan et,« lød en del af begrundelsen,

Det var til et stort bifald, da en glad Anne Kristine Schwartzbach gik på scenen for at modtage prisen:

»Det er meget overvældende og nogle meget flotte ord. Tusind tak,« sagde hun fra scenen.

»Det er et kæmpe skulderklap. Det betyder meget for mig, at det bliver lagt mærke til, når man arbejder meget for noget, der skal hjælpe andre mennesker. Jeg er dybt taknemmelig og meget beæret,« siger hun til Berlingske og tilføjer:

»Det er ret syret.«

På Aarhus Rådhus var hundredvis af mennesker dukket op til åbningen af Iværksætterugen 2019, som afholdes for 13. år i Danmark – og for første gang uden for København.

Fra speciallærer til iværksætter

Anne Kristine Schwartzbach er en af de få, men meget efterspurgte kvindelige iværksættere. Og hun er lige præcis det, mange har efterspurgt, da Berlingske tidligere på måneden afdækkede, hvordan andelen af kvindelige iværksættere svinder ind. Kun 25 pct. af de nye virksomheder i 2017 blev stiftet af en kvinde.

Anne Kristine Schwartzbach

»Jeg kommer med nogle andre perspektiver. Jeg tror ikke, det er fordi, jeg er kvinde, men derimod min profil og baggrund, som nok hører til mindretallet.«


Det fik superiværksætteren Mette Lykke til at opfordre flere kvinder til at gå iværksættervejen, mens Venstres Tommy Ahlers ligeledes ærgrede sig over udviklingen. Et af de typiske argumenter for, at der er brug for flere kvindelige iværksættere, er, at diversitet skaber mere mangfoldige løsninger. Her er Konfront, navnet på Anne Kristine Schwartzbachs virksomhed, et glimrende eksempel, og stifteren er langtfra den typiske iværksætter.

Anne Kristine Schwartzbach er uddannet lærer og har arbejdet på specialområdet i 15 år, primært med børn, der har autisme og angst. Hun betegner sig selv som en, der kaster sig ud i nye ting, og derfor gik tingene stærkt, da hun følte, at der manglede et redskab, som kunne hjælpe børn og unge med at lære at håndtere situationer, hvor de bliver udfordret.

Anne Kristine Schwartzbach har skabt et VR-univers, som skal hjælpe børn og unge med angst og autisme. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Således fungerer Konfronts platform som en slags Netflix i et virtuelt univers, hvor man kan give børnene VR-brillerne på og vælge et scenarie, de skal befinde sig i. På den måde kan man træne at tage bussen, gå til lægen, være i store forsamlinger og lignende i kontrollerede forhold, hvilket er til stor hjælp for bl.a. børn med autisme, som kan have en nedsat forestillingsevne.

»Jeg fik ideen i 2016, men jeg sprang først ud som fuldtidsiværksætter for 11 måneder siden, da jeg til en MU-samtale kunne mærke, at det var det, jeg skulle,« fortæller Anne Kristine Schwartzbach.

Hun tror netop på, at diversitet er vigtig for enhver udviklingsproces, og hun er klar over, at hun ikke er som de fleste andre iværksættere:

»Jeg kommer med nogle andre perspektiver. Jeg tror ikke, det er fordi, jeg er kvinde, men derimod min profil og baggrund, som nok hører til mindretallet.«

Iværksætterugen skudt i gang

Overrækkelsen af Vallø Prisen er startskuddet på dette års iværksætteruge. Tirsdag er det desuden Women’s Entrepreneurship Day verden over, hvor en række aktører i iværksættermiljøet vil udarbejde en række konkrete anbefalinger, som skal sikre flere kvindelige iværksættere i Danmark.

Men det helt store fokus i år er grønne rollemodeller:

Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard, formand for Dansk Iværksætter Forening Peter Kofler og en lang række iværksættere og aktører fra den danske iværksætterscene var derfor samlet i Aarhus mandag, hvor der foruden oplæg og workshops også var besøg hos virksomhederne Pond, der har udviklet et bionedbrydeligt plastmateriale, og Seaborg Technologies der udvikler en grøn og bæredygtig atomkraft.