At miste en investering på 16 milliarder dollar kan slå selv den mest hærdede iværksætter ud. Men ikke Adam Neumann. Den 39-årige israeler synes ikke at ryste på hånden over at lede en virksomhed, der på blot ni år har nået en anslået værdi på op mod 50 mia. dollar uden nogensinde at have præsteret et overskud.
Dermed regnes hans selskab, WeWork, blandt verdens største unicorns – privatejede startup-virksomheder, som har nået en værdi over en milliard dollar – i selskab med størrelser som Uber, Airbnb og SpaceX, hvis anslåede værdi er skruet op i et leje, som nogle frygter er en overhypet boble.