Vestas-topchef stopper efter seks år på posten

Anders Runevad fratræder sin stilling som administrerende direktør for Vestas til sommer – et kendt ansigt tager over.

Anders Runevad
Anders Runevad fratræder sin stilling som topchef for Vestas. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen

Efter seks år som topchef i Vestas forlader Anders Runevad vindmøllekoncernen.

Vestas oplyser i en selskabsmeddelelse, at 58-årige Anders Runevad fratræder sin stilling som administrerende direktør pr. 1. august 2019. Han efterfølges af malinggiganten Hempels topchef, Henrik Andersen, der har været medlem af Vestas’ bestyrelse i en årrække.

»På vegne af bestyrelsen vil jeg gerne takke Anders for hans fortræffelige bidrag til Vestas siden hans tiltrædelse i 2013. Under hans stærke strategiske og operationelle lederskab har Vestas med stor succes gennemført en transformation af selskabet, etableret sig som global leder inden for vindenergi og startet rejsen mod at blive global leder inden for bæredygtige energiløsninger. Dermed har Vestas nu et stærkt fundament til at kunne gennemføre både kort- og langsigtede prioriteter samt at investere i fremtiden,« siger Bert Nordberg, bestyrelsesformand for Vestas.

Da Anders Runevad overtog chefstolen i 2013, omsatte Vestas for 45,4 milliarder kroner og havde et underskud på 611 millioner kroner. I det seneste årsregnskab i 2018 omsatte vindmøllekæmpen for 75,6 milliarder kroner og havde et overskud på 5,6 milliarder kroner. Både omsætningen og bundlinjen har dog været stagnerende de sidste tre år.

Under Anders Runevad er Vestas-aktien steget med knap 460 procent, og analysechef i Sydbank, Jacob Pedersen, vurderer, at Anders Runevad forlader Vestas »umanerligt stærkt«.

»Alt godt har en ende. Det har været en fest i Vestas, mens Runevad har været direktør. Det har ikke ligget i kortene, at han skulle være direktør altid, men jeg er overrasket over, at det kommer nu,« siger Jacob Pedersen til Ritzau Finans.

I tråd med plan

Ifølge Vestas sker skiftet på topchefposten i tråd med vindmøllekæmpens langsigtede overdragelsesplan. Anders Runevad vil forblive involveret i selskabet indtil midten af 2020, som rådgiver til Vestas’ bestyrelsesformand, Bert Nordberg og den kommende CEO Anders Runevad fortsætter desuden som bestyrelsesformand for MHI Vestas Offshore Wind.

»Efter at have gennemført transformationen samt implementeret og gennemført vores »profitable growth«-strategi og bragt vindenergi op på niveau med fossile energikilder, har Vestas påbegyndt en ny fase og jeg tror på at det er det rette tidspunkt for mig at trække mig tilbage på. I dag er Vestas global leder inden for vindenergi, og vi har påbegyndt rejsen mod at blive global leder inden for bæredygtige energiløsninger,« siger Anders Runevad i en selskabsmeddelse og fortsætter:

»Jeg er stolt over at overlade et selskab i god form. Et selskab som vil drage fordel af en ny leders perspektiver. Jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke alle de dedikerede medarbejdere, jeg har arbejdet sammen med de seneste seks år og jeg ser frem til at støtte Henrik og Bert som rådgiver fremover.«

Ny topchef: Jeg er stolt

Selv forklarer Henrik Andersen, at han »er stolt« over at have fået muligheden for at blive en del af Vestas.

»Jeg har været med hos Vestas de seneste seks år og glæder mig til at skulle arbejde tæt sammen med Anders og resten af ledelsesteamet for at sikre en succesfuld transition,« lyder det fra den nyudpegede topchef.

Henrik Andersen, der har stået i spidsen for Hempel siden 2016, har været i vælten det seneste stykke tid. I marts fik malingproducenten en rekordstor bøde på 220 millioner kroner efter en sag om bestikkelse i virksomhedens datterselskaber i Tyskland og Asien.

Vestas' kommende topchef har tidligere været ansat hos ISS i 16 år og i mere end 10 år hos Jyske Bank. Han er uddannet jurist fra Aarhus Universitet og har desuden en uddannelse i international økonomi.