Vestas har aldrig haft en større forretning – alligevel er aktiekursen savet midt over

På den lange bane har udsigterne for Vestas aldrig været lysere. Men nu og her er sagen en helt anden. Topchef Henrik Andersen kæmper med stigende priser på snart sagt alt og en aktiekurs, der er blevet savet midt over. 2022 bliver endnu et hårdt år.

Hver af vingerne på Vestas' gigantmølle med det mundrette navn V236-15.0 MW bliver 115,5 meter lang. Her ses den 120 meter lange vingeform, som vingerne skal støbes i på selskabets fabrik i Nakskov. Vestas

På visse parametre går det egentlig meget godt i verdens største vindmølleproducent, Vestas, hvor de knap 30.000 ansatte i hvert fald ikke mangler noget at give sig til.

Ordrebogen har med ordrer til en værdi af 352 milliarder kroner aldrig været større. Det er lykkes at hæve prisen, man får for produkter med over 20 procent på et år. Man har tjent 1,3 milliarder kroner på bundlinjen, mens konkurrenterne sejler rundt i blodrøde tal. Markedet vokser og vokser. Og efter en række sløje år for Vestas’ havvindmøller begynder bestillingerne på selskabets kommende megamølle at tikke ind.