USAs præsident, Joe Biden, har planer om at plastre kysterne til med enorme havvindmølleparker og gøre teknologien til en vigtig del af landets grønne omstilling.
Alligevel står der endnu ikke vindmøller fra danske Vestas på bestillingssedlen til et eneste af de planlagte projekter i USA.
Sådan lød afslutningen på en artikel her i Berlingske i fredags. Sådan var virkeligheden i fredags.
Nu er den en anden.
For det går som bekendt op og ned i showbiz. Og efter at verdens største vindmølleproducent i flere år har været sejlet agterud til søs og set konkurrenterne løbe med det hele i USA, har Vestas mandag eftermiddag sendt en pressemeddelelse ud med solid pil op.
Oliekæmperne Equinor og BP – der ingen planer har om at sygne hen i takt med, at olien på et tidspunkt slipper op – har nemlig valgt Vestas som foretrukken leverandør til de to enorme havvindprojekter Empire Wind 1 og 2, der skal bygges ud for kysten i New York.
Nærmere bestemt er valget faldet på 138 styk af Vestas’ kommende havvindmølle V236-15.0 MW. Den største og kraftigste i verden med en højde til vingespidsen på 280 meter.
»Vi er beærede over at indgå i et partnerskab med Equinor og BP som foretrukken leverandør til Empire Wind-projekterne med vores V236-15.0 MW-turbine til at hjælpe New York med at nå sine ambitiøse mål for havvind,« siger Laura Beane, der står i spidsen for Vestas i Nordamerika, i pressemeddelelse.
Et vingefang på 236 meter betyder, at hver eneste vindmølle kommer til at bestryge et areal i luften på næsten 44.000 kvadratmeter – svarende til mere end seks fodboldbaner. Hver eneste vinge på mastodonten bliver med en længde på 115,5 meter næsten lige så høj som Herlev Hospital.

En kapacitet på 15.0 megawatt (MW) betyder, at hver eneste vindmølle under optimale vindforhold kan dække elektricitetsforbruget i 20.000 husstande.
Rent teknisk er der med valget som såkaldt foretrukken leverandør ikke tale om en endelig kontrakt. Det er dog som regel en formalitet, når man er nået så langt.
Grøn strøm til en million
De to havvindmølleparker Empire Wind 1 og 2, som Vestas skal levere havvindmøller til, får tilsammen en kapacitet på 2,1 gigawatt (GW). Ifølge parterne bag kommer de til at forsyne flere end en million hjem med grøn strøm.
Til sammenligning har Danmark efter færdiggørelsen i september af vores p.t. største havvindmøllepark – Kriegers Flak på 0,6 GW – i alt 2,3 GW havvind i produktion på tværs af 15 havvindmølleparker.
Mens de 15 danske havvindmølleparker i alt består af 630 havvindmøller, kan Vestas’ nye megamølle altså levere næsten den samme mængde strøm med kun 138 styk.
I en kommentar til mandagens udmelding skriver Jacob Pedersen, aktieanalysechef i Sydbank, at storordren blåstempler Vestas’ havvind-ambitioner.
»Ordren giver Vestas et gevaldigt aktivitetsmæssigt rygstød i havvindsatsningen og må stive selskabets selvtillid godt og grundigt af,« lyder det fra aktieanalysechefen.
Jacob Pedersen kalder det samtidig en blåstempling af den nye havvindmølle og af Vestas’ evne til at begå sig i de allerstørste udbud på et amerikansk marked, der står foran en massiv udbygning af havvind over de kommende ti år.
Onsdag i sidste uge kom seneste kraftige skub fra Biden-administrationen i USA for at fremme havvind.
På en vindkonference i Boston lød det fra Bidens indenrigsminister, Deb Haaland, at man vil begynde at identificere, afgrænse og leje nye føderale farvande ud til havvind langs både vest- og østkysten inden 2025.
Biden-administrationens målsætning er, at der skal være bygget 30 GW havvind i USA i 2030. I New York har man et lokalt mål om ni GW inden 2035.