Vestager er netop kommet tilbage og svinger straks hammeren: Apple står til heftig bøde og krav om ændringer

iPhone-gigantens stramme styring af alle apps – og betalingen gennem dem – ventes at få et skud for boven, når den danske konkurrencekommissær i begyndelsen af 2024 griber ind, efter at Spotify for snart fire år siden klagede. Amerikansk dommer har netop givet Google et knusende nederlag for samme forseelser.

Allerede i 2021 slog konkurrencekommissær Margrethe Vestager fast, at der formentlig var noget at komme efter i streaminggiganten Spotifys klage over Apple. Nu går der ikke længe, før der falder en afgørelse, og den kan blive både dyr og ubehagelig for Apple. Francisco Seco/AP/Ritzau Scanpix

Næppe er Margrethe Vestager tilbage i stolen som EUs hårdtslående konkurrencekommissær, før Apple står til nye, heftige bøder såvel som krav om markante ændringer i App Store-butikken, hvor man henter og køber sine apps.

Apple risikerer at skulle bøde med helt op til ti procent af sit årlige, globale salg, når EUs konkurrencemyndigheder snart ventes at afgøre den klage, som den svenske streamingtjeneste Spotify indgav til EU i 2019, skriver nyhedsbureauet Bloomberg.