Verdens rigeste mand i infight med Trump

Jeff Bezos, grundlæggeren af Amazon, beskylder Donald Trump for at have manipuleret processen, da man besluttede at indgå en gigantisk forsvarskontrakt på ti mia. dollar med konkurrenten Microsoft. Nu lægger Amazon sag an.

Amazon-stifter Jeff Bezos er havnet i en strid med USAs præsident, Donald Trump. Foto: Eric Baradat/AFP/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: ERIC BARADAT

Amazon vil nu anlægge sag mod Trump-administrationen for at have tildelt rivalen Microsoft en forsvarskontrakt på ti mia. dollar svarende til 67 mia. danske kroner – en aftale, som blev indgået 26. oktober efter et turbulent forløb.

Amazon var ellers anset som favoritten til at vinde den enorme cloud-kontrakt, der indgår som en del af en større modernisering af Pentagons IT-systemer. Projektet går under navnet Jedi, som er en forkortelse af The Joint Enterprise Defense Infrastructure Cloud.

Men nu beskylder Amazon altså den amerikanske regering for at have vist »umiskendelig bias« i sin indkøbsproces.

Torsdag har Amazon derfor meddelt, at selskabet anlægger en retssag mod Pentagon for beslutningen om at vælge Microsoft. Det sker efter beskyldninger om, at Donald Trump manipulerede processen for at skade Amazon-stifter Jeff Bezos, skriver Financial Times.

»Klare mangler, fejl og umiskendelig bias«

En talsmand fra Amazon har påpeget, at »AWS (Amazons cloud computing-service, red.) er unik, erfaren og kvalificeret til at levere den kritiske teknologi, som det amerikanske militær har brug for«, og at man fortsat er forpligtet til at støtte forsvarsministeriets moderniseringsindsats.

»Talrige aspekter af Jedi-evalueringsprocessen indeholdt klare mangler, fejl og umiskendelig bias – og det er vigtigt, at disse spørgsmål undersøges og afhjælpes,« lød det i en erklæring fra Amazon.

Pentagon har nægtet at kommentere, hvad den kalder en »potentiel retssag«.

Oprindeligt bød fire virksomheder på opgaven. Men allerede tilbage i april valgte Pentagon to udbydere fra. Den ene var den amerikanske softwareudvikler Oracle, som også valgte at lægge sag an mod Pentagon, da softwareudvikleren mente, at kontrakten brød med føderal udbudslovgivning. Men Oracle fik ikke medhold i sagen.