Antallet af voksne danskere med spilproblemer er på få år fordoblet, og ifølge Center for Ludomani er det spilbranchens store reklametryk, der driver ludomanien frem.

Ifølge Finans har reklametrykket nu fået politikerne på Christiansborg til at indlede drøftelser, som skal føre til forhandlinger om regulering af spilbranchen i Danmark. I den forbindelse kan en varm kartoffel havne på politikernes bord: For skal staten fortsat være ejer af betting- og kasinoforretningen i Danske Spil?

Venstre er ikke i tvivl.

Partiet mener, at staten bør sælge de konkurrenceudsatte dele af Danske Spil. De hører ind under datterselskabet Danske Licens Spil, der udbyder spil som Oddset, Tips, Casino, Dantoto og Poker.

»Det er et selskab, der opererer på et fuldt kommercielt marked. Derfor bør det sælges,« skriver Venstres finansordfører, Torsten Schack Pedersen, i en mail til Finans.

Socialdemokratiet deler dog ikke Venstres ønske om at sælge Danske Licens Spil, understreger finansordfører Benny Engelbrecht.

Danske Licens Spil havde i 2022 et overskud på 171 millioner kroner. Datterselskabet sender hvert år et trecifret millionbeløb i udbytte til Danske Spil, og de penge kan indgå i det samlede årlige udbytte til Danske Spils ejere, som er staten (80 procent), Danmarks Idrætsforbund (ti procent) og Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger (ti procent).

Det er ikke første gang, at et salg af Danske Licens Spil er kommet på tale. De Konservative foreslog at sælge Danske Licens Spil tilbage i 2016:

»Licensdelen af Danske Spil er så let at sælge som at knipse med fingrene. Så det er oplagt at starte med at sælge det,« sagde daværende medlem af Folketinget Brian Mikkelsen til Børsen.

Venstre, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance støttede forslaget, men det blev aldrig realiseret.