Hun er kendt for velvære og eksklusive cremer. Nu afslører dokumenter dystre sider af dansk kosmetikdronnings forretning

Marianne Tromborg er landskendt for sine eksklusive hudplejeprodukter. Mindre kendt er hun for de dramatiske konflikter og retssager, der i de seneste år har udspillet sig i skyggen af hende og ægtefællen Tim Schyberg.

Marianne Tromborg i 2014. Kvinden bag kosmetikmærket af samme navn har ved at sælge eksklusive hudplejeprodukter gennem 20 år opbygget en millionforretning. Og den beskytter hun. Arkivfoto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

Et sensitivt menneske, der stresser af i varme karbade til havudsigt og tonerne af klassisk musik. Et følsomt gemyt, der fantaserer om at »blive rødstrømpe« og skrive et antimaterialistisk manifest.

En ærgerrig forretningskvinde, der har smidt sin forretningspartner på porten og krævet millioner af en ekspert for at kritisere hendes produkt i et tv-program.