Købet af den tyske konkurrent Concardis ligner et scoop for den danske betalingsvirksomhed Nets. Med overtagelsen stempler Nets dermed endelig ind i kampen om det fremtidige europæiske marked for betalingsservices, som buldrer af sted og som eksperter venter bliver et udskilningsløb i Europa, så der kun vil være en to-tre dominerende aktører tilbage om fem-ti år.
Nets og Concardis kalder det selv en fusion, men det er kun fordi det lyder pænere over for lillebror i sammenlægningen, nemlig Concardis. For det er i realiteten et opkøb. Topchefen i det nye selskab, der får en omsætning på omkring ti milliarder kr., er således den hidtidige Nets-boss Bo Nilsson, og hovedsædet ligger fortsat i Ballerup, hvor Nets hører hjemme.
Del:

