V og K sikrer regeringen flertal for omstridt logning af danskerne

Ophidset debat i Folketinget om at fortsætte den omfattende indsamling af danskernes tele- og internetdata. Justitsministeren er dog klar til at nedbringe den trecifrede millionregning til teleselskaberne.

Regeringen har kæmpet for at kunne fortsætte den omfattende overvågning af danskernes tale- og internetdata fra mobilnet og faste forbindelser. Regeringen får nu opbakning fra Venstre og De Konservative, så der er flertal for den nye lovgivning, som Justitsministeriet selv vurderer på ny kan bringe Danmark i karambolage med EU-Domstolen. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Venstre og De Konservative sikrer regeringen flertal for det omstridte lovforslag om i videst muligt omfang at fortsætte den omfattende overvågning af danskernes tale- og internettrafik, men justitsminister Nick Hækkerup (S) er enig i, at der skal gøres noget ved den trecifrede millionregning, som teleselskaberne har udsigt til at få ud af indgrebet.

Det stod klart efter en til tider ophidset halvanden time lang debat i folketingssalen sent tirsdag eftermiddag, hvor Nick Hækkerup skød med skarpt mod EU-Domstolen. Tre domme kender den danske logning ulovlig og har voldt Justitsministeriet store kvaler med at lave nye regler, der ligger så tæt på de hidtidige som overhovedet muligt.