Teleselskaber klar til at kræve erstatning, hvis regeringens nye logning også dømmes ulovlig

Justitsministeriet forventer selv, at ændringerne af den omfattende overvågning af danskernes tele- og internetdata kan blive underkendt af EU-Domstolen. Sker det, vil teleselskaberne kræve erstatning, for alene ændringerne, som ministeriet forventer klar fra nytår, står dem i en trecifret millionregning.

Med regeringens oplæg til, hvordan man fra årsskiftet skal overvåge alle danskeres tale- og internettrafik, vil justitsministeren skulle have en kasse som denne stående på sit kontor og ved et træk i håndtaget afgøre, om der skal foretages målrettet logning eller generel og udifferentieret logning, altså masseovervågning, hvis Danmark vurderes at stå i en kritisk situation. Jakob Willer, som er direktør i Teleindustrien, demonstrerer her kassen på telebranchens årsdag, hvor der var bred kritik af overvågningen. Thomas Breinstrup/Berlingske

Kritikken hagler ned over regeringens ønske om at fortsætte den omdiskuterede masseovervågning af danskerne, og teleselskaberne forbeholder sig nu retten til at kræve erstatning, hvis EU-Domstolen igen skulle erklære overvågningen for ulovlig.

Mandag i denne uge udløb høringsfristen for det lovforslag, som justitsminister Nick Hækkerup (S) endelig har fremlagt, efter at EU-Domstolen i tre domme har slået fast, at den nuværende indsamling af data om alles tale- og internettrafik er ulovlig, fordi der er tale om masseovervågning.