USA vil spærre for Googles og Facebooks søkabel til Kina

Det amerikanske justitsministerium frygter for den nationale sikkerhed ved et nyt datasøkabel i Stillehavet, som teknologigiganterne er ved at få lagt sammen med et kinesisk selskab.

Der ligger en stor mængde datasøkabler under havets overflade kloden over. Her er ansatte hos Orange Marine i gang med at lægge søkablet Sea-Me-We 5 i 2016 for at koble Singapore sammen med det sydlige Frankrig. Dette kabel forbinder 17 forskellige lande undervejs og er blot så tykt som en tennisbold trods sine 20.000 kilometers længde. Arkivfoto: Boris Horvat, AFP/Ritzau Scanpix BORIS HORVAT

Det amerikanske justitsministerium griber nu ind mod et næsten færdigt datasøkabel, som teknologigiganterne Google og Facebook er i gang med at få lagt mellem Los Angeles i USA og Hongkong i Kina sammen med et kinesisk selskab. Samtidig melder den omstridte, kinesiske mobilgigant Huawei sin interesse for at stå for det første fibersøkabel mellem Sydamerika og Asien.

Googles og Facebooks fælles 13.000 kilometer lange søkabel, som passerer Taiwan og Filipppinerne, skal øge konkurrencen på dataforbindelser i Stillehavet og koble amerikanske og asiatiske internetbrugere sammen. Søkabler er rygraden i det verdensomspændende Internet. 99 procent af verdens datatrafik suser igennem kablerne.