Den amerikanske regering kan sætte ind med nålestikssanktioner mod Rusland og spærre for både lav- og højteknologiske varer produceret i både USA og udlandet – fra kommerciel elektronik og produkter til computer- og mobilchips samt dele til luftfarten.
Præsident Joe Biden kan slå til ved at udvide den liste over produkter, som kræver amerikansk tilladelse, før producenter kan sende dem til Rusland, og myndighederne kan så afslå at give tilladelserne, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Det vil ramme alt fra lasere til teleudstyr og skibsudstyr.
Effekten vil være »virkelig magtfuld«
Endnu er eksportrestriktionerne ikke officielt en del af USAs sanktioner mod Rusland som følge af den russiske præsident Vladimir Putins anerkendelse af de to udbryderregioner i det østlige Ukraine som selvstændige republikker og den efterfølgende indsættelse af russiske styrker til »at bevare freden«.
Men kilder siger til Reuters, at USA gør klar til at stramme skruen yderligere ved »både økonomiske sanktioner og eksportkontrol, som vi endnu ikke har afsløret«.
»Eksportkontrol er virkelig magtfuld, for vi taler om kritisk teknologi, som Rusland har brug for til at udvide sin økonomi,« siger den højtstående kilde, som slår fast, at USA er »helt klar til sammen med et meget stort antal lande i verden at indføre disse eksportkontroltiltag, hvis invasionen fortsætter«.
Dermed kan Rusland blive ramt på samme måde, som USA tvang de kinesiske mobilgiganter Huawei og ZTE i knæ for at sikre, at de nye 5G-mobilnet ikke blev bygget med kinesisk teknologi, der risikerer at kunne misbruges af det kommunistiske regime i Kina.
På den sorte liste
USA brugte her netop restriktioner, som først forbød amerikanske virksomheder at sælge til de to selskaber, dernæst forbød al brug af amerikanskudviklet og -produceret teknologi, uden at de virksomheder verden over, som bruger den, først havde fået en tilladelse fra de amerikanske myndigheder. Den er kun blevet givet til yderst få.
I praksis kunne Huawei, der tidligere var verdens største leverandør af mobiludstyr og tillige verdens næststørste smartphoneproducent, ikke længere bruge Googles Android-software på sine mobiltelefoner og dermed ikke give adgang til Googles appbutik Google Play.
Forbuddet mod at anvende amerikansk software eller produktionsudstyr ramte Huawei, fordi det i praksis er meget vanskeligt at finde virksomheder, der ikke anvender det amerikanske udstyr til at fremstille de vigtige mobil- og computerchips.
Huawei tumlede derefter ned fra tinderne.
Siden er en lang række kinesiske selskaber med bånd til det kinesiske styre og det kinesiske militær blevet sat på USAs sorte liste og dermed omfattet af forbuddene, der blev indført under tidligere præsident Donald Trump, men er blevet håndhævet og også strammet under præsident Joe Biden.
Tilsvarende vil russiske virksomheder med bånd til det russiske militær kunne ende på den sorte liste og dermed blive mål for amerikanske sanktioner og forbud.
Amerikanske leverandører står desuden til også at skulle have tilladelse til at levere blandt andet komponenter til den civile luftfartstrafik til Rusland.