USA slår til mod kinesisk overvågningsfirma

Overvågningsgiganten SenseTime rammes af sanktioner for at deltage i overvågning af muslimsk mindretal lige op til stor børsnotering.

Kina er berygtet for sin omfattende overvågning af befolkningen. Nu strammer USA yderligere sanktionerne mod visse kinesiske firmaer. Carlos Garcia Rawlins/Reuters/Ritzau Scanpix

En af Kinas helt store leverandører af overvågningsudstyr kommer nu på USAs sorte forbudsliste. Det sker lige op til, at selskabet står til at skulle børsnoteres for et milliardbeløb.

Det er SenseTime, som nu også bliver ramt af de amerikanske sanktioner, skriver både den britiske finansavis Financial Times og det amerikanske nyhedsbureau Bloomberg. Det amerikanske finansministerium vil fredag sætte det på listen over »kinesiske militærindustrielle selskaber«, og dermed får amerikanere forbud mod at investere i selskaberne.