Ukraines ambassadør i Danmark roser de mange danske virksomheder, som har valgt at forlade Rusland, efter at krigen i Ukraine begyndte. Nogle få er blevet tilbage, men det er reelt bare et spørgsmål om tid, før de også må opgive at drive forretning på det russiske marked.
»Spørgsmålet om at trække sig ud af Rusland handler bare om tid. Det er en svær, men nødvendig beslutning at træffe. Jo hurtigere det bliver forstået, jo mindre vil tabet af image være for de danske virksomheder,« siger Mykhailo Vydoinyk, Ukraines ambassadør i Danmark.