Selvom Ukraine er udsat for enorme ødelæggelser som følge af den russiske invasion og efterfølgende krig i landet, lykkes det alligevel den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, at dukke op på skærmen i parlamenter verden over takket være et helt usædvanligt effektivt arbejde for at holde landets kommunikationslinjer kørende.

Mens russisk artilleribeskydning regnede ned over den ukrainske storby Mariupol ved Sortehavet, kæmpede mobileksperter fra landets største mobilselskab for den sidste stadigt fungerende mobilmast i byen. Det lykkedes mobileksperterne, trods russiske beskydninger, at få mobilmasten til at virke igen og igen, inden den til sidst gik i sort.