Ugens vindere og tabere i erhvervslivet: En dansker i Tyskland hiver milliarder hjem til Adidas

Sommerferien klinger af, businessfolket er igen kommet i stadstøjet. Erhvervsredaktør Peter Suppli Benson og erhvervskommentator Jens Chr. Hansen tager temperaturen på vindere og tabere i business-Danmark.

Ugens vindere

Dansker med succes i Tyskland. Tre striber og en bunke milliarder

Kasper Rørsted. Fold sammen
Læs mere
Foto: DANIEL KARMANN / dpa / AFP.

Danske Kasper Rørsted har skabt sig noget af en karriere med geografisk afsæt i Tyskland.

For efter en håndfuld år i den tyske Henkel-koncern har Rørsted siden 2016 iført sig løbesko med tre striber ned ad siden – som øverste chef i den tyske sportsudstyrsproducent Adidas.

Det er ikke gået stille for sig. Og de helt nye regnskabstal fra Adidas viser, at Rørsted og hans kolleger i den grad er ved at have fået sparket døren ind til et par af de vigtigste markeder, Kina og USA, og ser ud til at have succes med at bide storebroderen i branchen, amerikanske Nike, i haserne.

Det var præcis opgaven, han blev stillet, da han blev hentet til Adidas – kombineret med et krav om, at Adidas' salg skulle flytte sig fra de fysiske butikker og over i netbutikkerne, fordi der dér er en højere profit at hive hjem.

Også det er lykkedes, og man må sige, at danske Rørsted har sat sit resultatmæssige præg på Adidas – og kender man tyskerne ret, så er det resultater og bundlinje, der om noget ligger til grund, når en topchefs bedrifter skal bedømmes.

Nets Bo Nilsson leverede et salg – men smagen i munden er sur-sød

CEO i Nets, Bo Nilsson. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe /Ritzau Scanpix.

Man kan ikke klandre Nets-direktør Bo Nilsson for ikke at levere på de hårde parametre.

For dette blev ugen, hvor Nets solgte en del af forretningen – nogle kaldte det guldægget – nemlig blandt andet Betalingsservice-delen og vel at mærke hev 21 milliarder kroner hjem fra køberen, Mastercard.

De er et stort salg og umiddelbart en høj pris. Så langt så godt.

For Bo Nilsson har bevist, at han er sin høje løn værd – og så behøver vi slet ikke tale om de potentielle bonusser, som har været så omdiskuterede, og som nok vil blive diskuteret herfra, og til pengene er blevet udbetalt.

Alligevel er det et sur-sødt salg. For det efterlader en række vigtige spørgsmål – udover diskussionen om grådighed og kæmpebonusser.

For Mastercard får noget, der lugter af monopol på betalingsområdet. Den slags er aldrig godt. Og da slet ikke, når der er 21 mia. kr., som skal forrentes. For når alt kommer til alt, så er der kun kunderne til at betale regningerne. For man kommer ikke uden om, at køberne af Nets-aktiviteterne selvfølgelig vil have deres investerede penge hjem – med renters rente.

Og hvad skal pengene så bruges til Cees?

CEO i Carlsberg A/S. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ida Guldbæk Arentsen /Scanpix 2017.

Carlsberg har været en sjov størrelse at følge i de fem års tid, hvor hollandske Cees 't Hart har stået i spidsen for det danske bryggeri.

Hans indtog betød et farvel til store vækstplaner. Et farvel til farverige opkøb og et god dag til stram styring af omkostninger, stram styring af afviklingen af gæld og en virksomhed, som ligesom ville give sig selv en timeout.

Det har virket på flere måder. Man har virkelig fået styr på indtjening – senest bevist med en opjustering torsdag. Man har styr på gælden, og man har hånden på driften. Men det er også blevet lidt kedeligt. Og lidt visionsløst.

For spørgsmålet må være, om Carlsberg kan spare sig til en stor fremtid? Man kan spare sig til gode tal her og nu, men hvis man ikke går på jagt efter fremtidens ølelskere – på alle de nye voksende markeder – hvor er man så om ti år?

Så spørgsmålet er, om Cees 't Hart og Carlsberg nu er der, hvor man skal skifte gear. Skifte fokus. Og igen turde tro på, at Carlsberg kan og skal lege med de helt store ølbryggere i verden.

 

Ugens tabere

Formand med grublerier

topchef Jørgen Buhl og vicedirektør Jørn. P. Jensen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe.

Pyha, Novozymes-formanden Jørgen Buhl Rasmussen har fået kam til sit hår, siden han overtog formandsposten i 2017.

De bøvler med det hos enzymproducenten Novozymes i Bagsværd. Ikke bare med at finde vækst og tilfredsstille børsmarkedet, men også med ledelseskabalen.

Novozymes skuffede igen markedet med det seneste regnskab, og aktien fik smæk. Ud røg pludselig finanschefen, Prisca Havranek-Kosicek, efter blot halvandet år i stolen.

Ifølge den officielle meddelelse på grund af personlige årsager. Dermed følger hun i kølvandet på den tidligere finansboss, Benny Loft, som også pludselig stoppede i utide.

Det øger presset endnu mere på topchefen i Novozymes, Peder Holk Nielsen – der bliver ikke leveret på de opstillede forventninger.

Og vupti, så sidder bestyrelsen med problemerne. What to do?

Israelske Teva vil ikke, som Kåre Schultz vil

Kåre Schultz. Fold sammen
Læs mere
Foto: NIELS AHLMANN OLESEN.

Det går op og ned i livet. For virksomhedskirurgen Kåre Schultz så absolut mest op. Berømmet og berygtet af sit store følge af investorer for sin kontante stil med fokus på bundlinjen.

Derfor har han da også igennem årene været en flittig gæst på gossippernes optursliste. Men i denne uge må han tage plads på nedturslisten. Det kører ikke for Kåre.

Det går skidt for den israelske kopimedicinalvirksomhed Teva, hvor Kåre Schultz har været topchef de seneste knap to år. Kåre Schultz selv mener, at genopretningen af den daglige drift går som planlagt, men-men, Tevas fortid plager nu selskabet.

Bygen af trusler om retssager i USA har presset Teva-aktien voldsomt. Med en halvering af aktiekursen alene i 2019. Schultz & Co. afviser alle krav. Kåre er kommet til kort.

Med det voldsomme kursdyk i Teva handles Kåre Schultz’ nuværende virksomhed pudsigt nok til en markedsværdi, der kliner sig op ad Lundbecks børsværdi.

 

Manden, der skyder hurtigere end sin egen skygge

Jesper Laustrup Nielsen Fold sammen
Læs mere
Foto: Ida Marie Odgaard.

Vestegnens svar på westernhelten Lucky Luke, Jesper »Kasi« Nielsen, skruer endnu en tand op for underholdningen i kampen mod smykkekoncernen Pandora.

Ligesom Lucky Luke skyder også »Kasi« Jesper hurtigere end sin egen skygge. Men mens den heldige Luke altid rammer plet, har Kasi ikke helt samme præcision.

Jesper Kasi opskrev for nylig pludselig sit forventede tilgodehavende hos Pandora med halvanden milliard. Baggrunden for den opskrivning fortoner sig på Vestegnen. Voldgiften har nemlig endnu ikke afgjort en »earn-out«-strid mellem »Kasi« og Pandora. Måske handler det bare om, at »Kasi« fattes penge.

»Kasi« lod nemlig forstå, at han igen åbnede for, at investorer kunne købe andele i hans forventede »earn-out«-gevinst. Hvis ikke andet så kan det i bedste fald give Jesper »Kasi« noget hårdt tiltrængt likviditet.

Medmindre kammeradvokat og kurator i »Kasi«-boet Boris Frederiksen sætter sig på disse lodseddelpenge. Så ja, det er en kompliceret sag, men underholdende som Lucky Luke, det er den.