Twitter svømmer over med falske følgere: »Hvad fanden er det, der foregår?«

Troværdigheden er på spil efter Elon Musks tumultariske ilddåb i Twitter. Nu bestormes brugere pludselig af falske følgere.

Elon Musk købte for få uger siden Twitter for svimlende 332 milliarder kroner. Han lægger dog fra land med store udfordringer. Arkivfoto: Dado Ruvic/Reuters/Ritzau Scanpix Dado Ruvic

Twitter har alvorlige problemer med troværdigheden. Det står nu klart, kun omkring to uger efter at Elon Musk overtog mediet.

En af hans helt centrale visioner med købet var at bringe antallet af falske profiler ned. I stedet vælter det nu frem med dem. Det skriver Journalisten.

Alt fra mindre profiler over debattører til en række chefredaktører på danske medier oplever i øjeblikket, at falske profiler i massevis pludselig begynder at følge dem. Det sker desuden også på Instagram.

Kristoffer Lind, journalist og radiovært på mediet Den Uafhængige, fik i løbet af søndag nat 3.000-4.000 nye følgere, og mandag fik han 3.000 nye følgere på bare én time.

»Det er ikke noget, der har ødelagt min nattesøvn. Men lige i starten var det lidt ubehageligt, fordi der var noget usikkerhed forbundet med det. Man tænker da lige: ‘Hvad fanden er det, der foregår’,« siger han til Journalisten.

»Insulin er nu gratis«

Stormen af falske følgere kommer efter en turbulent tid for Elon Musk efter overtagelsen af Twitter. Udover problemerne med de falske profiler har han fyret halvdelen af Twitters ansatte i en massefyringsrunde, fået flere søgsmål på nakken og har meldt ud, at en konkurs ikke er udelukket.

I sidste uge formåede en lang række falske brugere at få det blå flueben, der ellers skal signalere, at en profil er ægte. Det fik blandt andet store konsekvenser hos en medicinalvirksomhed, hvis aktiekurs styrtdykkede efter et falsk tweet om, at »insulin nu er gratis«.

Chefredaktør på nærværende medie, Tom Jensen, har også oplevet en storm af de falske profiler på Twitter.

Det samme har Altingets chefredaktør, Jakob Nielsen, og musiker og forfatter Kristian Leth.

Erhvervskvinde og debattør Stine Bosse skriver, at hendes profil »ser mærkelig ud«, og Uffe Elbæk, medlem af Folketinget for Alternativet, skriver, at han har »samme oplevelse«.

Elon Musk købte Twitter for 332 milliarder kroner.

Mens problemerne i sidste uge for alvor begyndte at hobe sig op, skrev han på Twitter, at det sociale medie havde opnået det højeste antal besøgende nogensinde.