Efter flere ugers stridigheder er Twitter nu ved at være mør. Det amerikanske erhvervsmedie Wall Street Journal skriver, at en aftale med Elon Musk kan falde på plads allerede senere på ugen i forbindelse med offentliggørelsen af selskabets kvartalsregnskab.
Elon Musk og Twitter mødtes søndag for at diskutere et muligt opkøb. Mødet fandt sted efter ti dages forhandlinger, hvor Twitter i første omgang var afvisende over for tilbuddet, som i første omgang lød på 43 milliarder dollar, men som sidenhen er blevet forhøjet.
Elon Musk, som særligt er kendt som skaber af Tesla, har tilbudt at købe Twitter for 54.2 dollar pr. aktie mod den nuværende markedsværdi på 48.93 dollar pr. aktie. Han kalder det for sit »bedste og endelige« tilbud.
Twitter gør det svært
Musk har holdt videomøder med en række storinvestorer i Twitter, og han har haft særligt fokus på kapitalfonde. Han har fremlagt et nyt bud på 46.5 milliarder dollar, svarende til 318 milliarder kroner.
Håbet er, at han kan få et flertal bag sig, når Twitter afholder generalforsamling sidst på eftermiddagen dansk tid.
Twitter har dog godkendt en såkaldt poison pill, som indebærer, at ejere kan købe flere aktier til en nedsat pris. Formålet er at gøre Twitter mindre attraktivt at købe for Musk og andre. Det bliver en realitet, hvis en ejer overskrider de 15 procent, som Twitter lige nu har som maksimalgrænse for ejerskab.
Derudover har Twitter forskudte vilkår, som betyder, at Musk ikke kan overtage Twitter med en enkelt afstemning. I stedet tager det flere år at opnå ejerskab. Sidste år forsøgte Twitter at ændre på det, men der var ikke flertal for det hos investorerne.
Kan ikke finde bedre tilbud
Ifølge Wall Street Journal sagde Elon Musk til møderne, at han ikke kan forestille sig, at Twitter kan formå at sælge aktierne på børsen til den pris, han tilbyder.
Wall Street Journal har ikke fået af vide, om han har fremlagt konkrete tiltag, som han vil indføre, hvis han overtager Twitter.
Han har dog tidligere tweetet, at han vil udfase en del af Twitters reklamer og gøre det muligt at skrive længere tweets. I dag er der en maks. grænse på 140 tegn.
Derudover vil han verificere alle kontoer og slå ned på robotter samt sørge for, at der kommer mindre moderering af indholdet.
Det falder i tråd med hans tidligere kritik af de ytringsfrihedsproblemer, som han mener, selskabet har.
I båd med Disney og Google
Tidligere har virksomheder som Salesforce, Disney og Alphabet, som ejer Google, prøvet at opkøbe Twitter, men det er ikke lykkedes.
Elon Musk har sagt, at hvis hans nye tilbud ikke bliver godkendt, så har han mulighed for at sælge sin andel i Twitter, som lige nu lyder på ni procent.
Han har sagt, at finansieringen skal komme dels fra egen lomme og dels fra lån. 21 milliarder vil han selv komme med, højst sandsynligt ved at sælge aktier i andre virksomheder, herunder Tesla.
De resterende 25 milliarder, han vil optage et lån til, kommer alle fra internationale blue-chip investeringsbanker, på nær de to, som rådgiver Twitter.
Udviser stor støtte
Flere investorer har allerede udvist støtte til opkøbet.
Jeff Gramm, en porteføljeforvalter fra Bandara Partners, en hedgefond i New York, har tidligere udtalt, at Twitter burde samarbejde med Musk, fordi Twitters aktier »ikke har rykket sig ud af stedet«, siden virksomheden gik på børsen for otte år siden.
Bandara Partners forvalter omkring 385 millioner dollar og har aktier i Twitter, som udgør 11 procent af Bandara Partners portefølje.
Jeff Gramm har tweetet, at Twitter ikke kan vende ryggen til Elon Musks tilbud uden at tilbyde et alternativ til investorerne.
»Jeg er ikke sikker på, hvad det kan være, ud over at finde et højere bud,« skriver han.
Han er en katalysator
Lauri Brunner, som forvalter Thrivent Asset Managements large-cap vækstfond, ser Elon Musk som en dygtig operatør, og hun siger om Musk, at »han har en veletableret historik hos Tesla«, og at »han er katalysatoren, der kan levere en stærk driftsydelse hos Twitter«.
Thrivent Asset Management ejer 0.4 procent af Twitter til en værdi af 160 millioner dollar og har også aktier i Tesla.
Siden Elon Musk opkøbte aktier i Twitter er aktien steget med 25 procent, og siden han annoncerede, at han var interesseret i at købe hele baduljen, er aktien steget med knap ni procent samlet set.
Aktien er dog ikke nået op på de 54.2 dollar, Musk tilbyder, og kan være et tegn på, at aktionærerne ikke tror på, at handlen bliver realiseret.