Det er endnu uklart, om regeringens forslag til en finansiering af tidlig pension kan få opbakning fra et flertal i Folketinget. Centralt i udspillet står, at den finansielle sektor skal betale et såkaldt samfundsbidrag på 1,5 mia. kroner årligt fra 2023.
Selv om regeringens argumentation for at give en ekstraskat til finanssektoren primært har drejet sig om bankernes ansvar for finanskrisen, kan regningen også ende hos pensionsselskaber og andre aktører i den finansielle sektor.