Trump kaster livline ud til Huawei

Den kinesiske mobilgigant får endnu tre måneders frist, før amerikanske virksomheder forbydes at handle med selskabet. Det redder den kommende toptelefon.

Huawei ser ud til at blive reddet på målstregen, efter at USA vil udskyde forbuddet mod at handle med den kinesiske mobilgigant i tre måneder. Arkivfoto: Aly Song, Reuters/Ritzau Scanpix Aly Song

I sidste øjeblik udsætter den amerikanske regering forbuddet mod at handle med den kinesiske mobilgigant Huawei i endnu tre måneder. Dermed vil Huawei bl.a. kunne fortsætte med at producere Android-smartphones og redder således også sin kommende toptelefon.

Søndag sagde direktøren for USAs økonomiske råd, Larry Kudlow, at handelsministeriet vil forlænge Huaweis muligheder for at kunne købe amerikansk teknologi i tre måneder som en gestus over for »den gode ånd«, der er i USAs handelsforhandlinger med Kina.