Den kinesiske tele- og elektronikgigant Huawei har oplevet en del strabadser og udfordringer i år. Tidligere i maj måned forbød Trump-administrationen nemlig amerikanske virksomheder at sælge udstyr og andet teknologi til Huawei uden forudgående aftaler eller licenser grundet sikkerhedsbekymringer, hvilket har sat bremseklodser på vejen for firmaets salg på det amerikanske marked.
Modstanden fra USA har dog tilsyneladende ikke haft nogen indvirkning på selskabets evne til at skaffe penge. Således viser halvårsregnskabet, at Huawei har øget sit omsætning med 23 pct. Ifølge regnskabet har Huawei i første halvdel af året omsat for 390 milliarder kroner - hvilket er omkring 73 milliarder kroner mere end første halvår i 2018.
Derudover er salget af mobiltelefoner og smartphones steget markant. I det første halvår solgte Huawei 118 mio. smartphones, dvs. 59 mio. for hvert kvartal, hvilket udgør en vækst på omkring 24 pct. om året. Samtidig viser tal fra analyseinstituttet Canalys, at Huawei i stigende grad dominerer det kinesiske marked og har placeret sig som verdens næststørste producent af smartphones.
Huawei er ikke børsnoteret og er derfor ikke forpligtet til at komme med kvartals- eller halvårsregnskaber. Fra i år er selskabet alligevel begyndt at fremlægge kvartalsregnskaber. Spørger man selskabet, indbyder tallene til en fornyet optimisme.
»Overskudet steg hurtigt gennem maj måned. På baggrund af det fundament, vi har lagt i det første halvår, så fortsætter vi med at se vækst, selv efter vi kom på sortlisten. Det er ikke for at sige, at vi ikke har udfordringer forude. Det har vi, og de kan påvirke hastigheden på vores vækst på den korte bane. Men vi vil blive på vores kurs,« siger Liang Hua, formand i Huawei, i en meddelelse.
Virksomhedens største konkurrenter, Xiaomi, Oppo, Vivo og Apple, oplevede derimod store nedture i deres respektive omsætninger, skriver netmediet The Verge. Det kinesiske marked udgjorde omkring 64 pct. af Huaweis samlede eksport, hvilket er det højeste niveau for virksomheden siden 2013.