Trump i stort coronaslagsmål: Ville du tage en vaccine efter analyse med 32 forsøgspersoner?

Efter udskrivelsen af Donald Trump fra et militærhospital stiger det politiske pres for at få en coronavaccine hurtigt på gaden i USA, da Det Hvide Hus nu skulle have blokeret for en række strammere retningslinjer fra landets sundhedsmyndigheder rettet mod de store vaccineselskaber. I USA kan den førende vaccinekandidat muligvis komme i spil efter en analyse af data fra 32 såkaldte events, viser gennemgang af klinisk protokol.

Med præcis fire uger til det amerikanske valg har USAs præsident, Donald Trump, langtfra opgivet af få en vaccine mod coronavirus på gaden – en vaccine, der kan give ham et trumfkort i kampen om præsidentposten. Og behovet for at holde sit valgløfte om en vaccine er blevet endnu større, siden han selv måtte indlægges med coronavirus.

I USA er situationen lige nu så tilspidset, at Det Hvide Hus er havnet i et åbent slagsmål med sundhedsmyndighederne om, hvad der skal til for, at en vaccine kan blive klar om få uger – i første omgang til såkaldt nødbrug.