Mens hele verden er presset af coronakrisens hærgen, og fyringer flyver om ørene, er der ikke nogle problemer for Novos velsmurte salgsmaskine.
Medicinalgiganten med hovedsæde i Bagsværd slår ligefrem rekord, viser selskabets netop offentliggjorte årsregnskab.
Her fremgår det, at Novo Nordisks samlede omsætning landede på 127 milliarder kroner i 2020. Det svarer til et gennemsnitligt salg pr. uge på godt 2,4 milliarder kroner.
Det danske medicinalflagskib tjente samlet set 42 milliarder kroner i 2020. Til sammenligning fik Novo 39 milliarder kroner i kassen året før.
»Vi er meget tilfredse med de fremskridt, vi har gjort i forhold til vores Strategic Aspirations i 2020 trods udfordringerne i forbindelse med covid-19. Dette har kun været muligt takket være det store engagement fra alle vores medarbejdere,« siger Lars Fruergaard Jørgensen, adm. direktør for Novo Nordisk, i en kommentar til regnskabet.
Netop Novo-topchefen kunne personligt glæde sig over at blive kåret som Årets Leder af Ledernes Hovedorganisation i 2020.
Vækst i salg
Novo Nordisk opjusterede tilbage i oktober sine forventninger til 2020. Det skete blandt andet på baggrund af, at de negative effekter af coronakrisen var mindre end ventet.
Ifølge medicinalgiganten afspejler de finansielle resultater vækst i salget både i International Operations og North America Operations som følge af, at flere patienter bruger selskabets GLP-1-produkter.
Inden for forskning og udvikling var de vigtigste milepæle i fjerde kvartal indsendelsen af registreringsansøgninger for semaglutid 2,4 mg, som har potentiale til at redefinere behandlingen af svær overvægt.
»I 2021 vil vi fortsætte vores fokus på kommerciel eksekvering, samtidig med at vi gennemfører flere kliniske udviklingsprogrammer i de afsluttende faser end nogensinde før for at opfylde udækkede behov hos mennesker med diabetes og andre alvorlige kroniske sygdomme,« siger Lars Fruergaard Jørgensen.
Novo Nordisk oplyser i forbindelse med sit regnskab, at den mangeårige forskningsdirektør Mads Krogsgaard Thomsen, Mr. Novo Nordisk, stopper. Det kan du læse mere om her.