Danmark skal løftes til helt nye højder ved hjælp af den nyeste teknologi, og regeringen skal afsætte ti milliarder kroner over de næste fire år til at rykke den digitale udvikling frem i allerforreste række på verdensplan. Det skal hjælpe landet ud af den krise, som coronaepidemien har skabt.
Det er hovedlinjerne i et større udspil fra Danmarks største erhvervsorganisation, Dansk Industri (DI), som nu sætter 20 topdirektører fra en bred kreds af virksomheder sammen i en hurtigtarbejdende arbejdsgruppe for med hjælp fra politikere, ministre og eksperter i ind- og udland at få udarbejdet et helt konkret katalog over udfordringerne med helt konkrete måder at løse dem på.