Erhvervslivet får ny digital forkvinde

50 år mandag. Rikke Zeberg forlader ved årsskiftet Digitaliseringsstyrelsen, som hun har stået i spidsen for de seneste tre år, og begynder – på sin 50-års fødselsdag – som branchedirektør i Danmarks største erhvervsorganisation med fokus på de mange muligheder ved digitalisering.

Rikke Zeberg har siden 2017 været direktør for den statslige Digitaliseringsstyrelsen men begynder 4. januar – hvor hun fylder 50 år – i nyt job som branchedirektør for DI Digital under Danmarks største erhvervsorganisation, Dansk Industri. Fold sammen
Læs mere
Foto: DI

Det bliver en på alle måder usædvanlig start på 2021 for Rikke Zeberg.

Ikke alene fylder hun 4. januar 50 år, som på grund af coronakrisen må vente med at blive fejret i større stil til sommer. Hun møder også – forhåbentlig fysisk – på sin nye arbejdsplads i Danmarks største erhvervsorganisation, Dansk Industri, hvor hun begynder som branchedirektør for DI Digital og digitaliseringspolitisk chef efter gennem næsten 20 år at have arbejdet med at gøre danskernes digitale dagligdag nemmere, de seneste tre år som direktør for Digitaliseringsstyrelsen under Finansministeriet. Her var hun fra 2012 til 2017 den nyoprettede styrelses første vicedirektør.

Afløser sin gamle chef

Rikke Zeberg betragter det selv som noget af et ønskejob at skifte til DI Digital – hvor hun afløser sin gamle chef i Digitaliseringsstyrelsen, Lars Frelle-Petersen, der i dag er DIs medlemsdirektør.

»Det er det da, og jeg glæder mig rigtigt meget. Jeg står et sted i mit liv, hvor jeg har haft ønsket om at prøve noget andet. Jeg har været i det offentlige i næsten 25 år med en afstikker på tre år i DR Nyheder som underdirektør med ansvar for administration, strategi, personale og økonomi. Jeg tager min erfaring fra digitaliseringsdagsordenen med mig, som jeg har arbejdet med i staten og den offentlige sektor gennem mange år,« siger Rikke Zeberg, som for knap et år siden meget pludseligt mistede sin mand og derfor også tænkte sin arbejdssituation igennem.

Digitalisering er noget af det, som Rikke Zeberg brænder for. Hun begyndte at arbejde med det som medarbejder i Finansministeriets Digitale Taskforce og har siden været dybt involveret i udviklingen af Digital Post, NemID og senest det digitale kørekort, der blev lanceret for en lille måned siden.

Digitaliseringsstyrelsen er i hendes direktørtid vokset fra 120 til 300 medarbejdere samtidig med, at nye opgaver er blevet samlet her, f.eks. cyber- og informationssikkerhed, digitaliseringsklar lovgivning, styring af statens it-systemer, offentlig datadeling og mere til.

Topposition kræver fortsat samarbejde

Nu bliver hun erhvervslivets digitale frontkvinde. DI Digital samler flere end 500 virksomheder inden for it, tele, elektronik og kommunikation, og Rikke Zeberg vil fortsat holde fokus på alle aspekter af digitaliseringen.

»Digitaliseringen er fantastisk. Den giver effektiviseringsgevinster, i det offentlige mere service til borgere og virksomheder og i det private nye forretningsmuligheder og produkter. Så det virker helt naturligt for mig at tage dette spring ud i en stor opgave,« siger Rikke Zeberg, der glæder sig til at gøre en forskel for danske virksomheder.

De skal alle, uanset størrelse, tænke over, hvordan de tager ny teknologi i brug og begynder at bruge data til en masse nye ting for både at øge konkurrenceevnen og værdien af deres forretning.

»Udfordringen er at bruge det hele fornuftigt. Danmark er blevet verdens førende inden for offentlig digitalisering, fordi vi er rigtigt gode til at samarbejde på tværs, også med det private erhvervsliv, som også er enormt stærke leverandører af it-systemer til det offentlige og i samarbejdet om f.eks. NemID. At holde Danmark i front kræver fortsat samarbejde mellem det offentlige, universiteter og forskningsverdenen samt det private erhvervsliv,« siger Rikke Zeberg, som er stolt af, hvordan digitaliseringen har båret Danmark så flot igennem coronakrisen.

Digitaliseringsstrategi på vej

De helt store opgaver fremover bliver at opgradere alles digitale kompetencer – med større kendskab til og forståelse for de digitale muligheder. Her ser Rikke Zeberg DI som en god platform i kraft af organisationens størrelse og vægt. Oveni kommer opgaven med at øge it-sikkerheden mod stadigt alvorligere hackerangreb samt at passe ordentligt på data.

»Data kan give så stor værdi, men samtidig stiller bl.a. EU meget store krav om at passe på data. Disse to sider skal gå op i en højere enhed,« siger Rikke Zeberg.

En af hendes første opgaver på »den anden side af bordet« bliver regeringens nye digitaliseringsstrategi. Den har hun gennem længere tid været dybt involveret i i et bredt samspil med organisationer og interessenter. Nu bliver hun erhvervslivets stemme på også dette område.

Om det så bliver hjemmefra over digitale forbindelser eller fra det nye kontor på Rådhuspladsen i København, vil tiden vise.